Kattens Værn

Lopper

Kattelopper er blodsugende insekter, der bliver 1,5 – 3 millimeter lange. De er brunsorte og kan hoppe op til 30 centimeter.

Loppen lever det meste af sit voksne liv i kattens pels, hvor den også lægger æg. En hunloppe lægger op til 25 æg om dagen. Æggene er 0,5 millimeter lange. De er perleformede, hvide og glatte.

Hvis du fjerner lopperne, har du kun fjernet en lille del af loppeproblemet, da æggene falder ud af kattens pels, og derfor kan findes rundt om i hjemmet. Hvis der er æg og loppelarver, kan du være sikker på, at katten får lopper igen.

Lopper formerer sig i forårsmånederne. Der er også en voldsom stigning i antallet af lopper i efterårsmånederne. Derfor skal du være ekstra opmærksom på lopper i disse perioder.

Du kan finde ud af, om din kat har lopper ved at rede den igennem med en tættekam og se, hvad du har redt af katten igennem en klar plasticpose. Har katten lopper, kan du se store hunlopper, mindre hanlopper, hvide æg og loppernes ekskrementer.

Den bedste måde at undgå loppeproblemer er at give en forebyggende behandling. På den måde forhindrer du, at lopperne formerer sig og derved ender med et generende antal lopper, der skal bekæmpes.

Midlerne indeholder stoffer, der hæmmer loppeæg og larvers udvikling, men de slår ikke voksne lopper ihjel. Der findes specielle midler til at dræbe dem. Begge midler fås hos dyrlæger eller apoteker, hvor du også kan få gode råd og vejledning om bekæmpelse af lopper.

Du kan læse mere om lopper og bekæmpelsen af dem på Skadedyrslaboratoriets hjemmeside.