Katteleksikon - Kattens Værn

Bedøvelse1

Bedøvelse (narkose)

Mange katteejere er bekymrede for, at få deres kat lagt i narkose, men det er der faktisk ingen grund til, læs mere her om hvorfor.
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Mange katteejere er bekymrede for, at få deres kat lagt i narkose, men det er der faktisk ingen grund til, læs mere her om hvorfor.

Hvornår vil dyrlægen vælge narkose

Narkose bruges, når det indgreb der skal foretages enten er for smertefuldt eller risikabelt/umuliggjort, hvis katten er vågen. Dyrlægen bruger narkose til:

  • Undersøgelse
  • Aggressive/bange katte, hvor undersøgelse er umuligt eller unødigt stresser katten endnu mere
  • Utilstrækkelige forudsætninger, f.eks. en betændt øregang fyldt med voks, hvor trommehinden skal vurderes
  • Behandling
  • F.eks. oprensning/skylning af fyldt øregang, oprensning af større sår, øretatovering, tandrensning mv.
  • Operation
  • Alle typer indgreb der kræver, at der skæres i huden.
  • Tandoperationer
  • Øjenoperationer

Hvilke risici skal jeg overveje

Selvom risikoen for, at katte dør under narkose er meget lille, sker det dog alligevel desværre.

De hyppigste årsager til dette er, at katten ikke er ordentligt undersøgt inden narkose og at den skjuler sygdom. Dette kunne være hjertelidelser, nyrelidelser mv.

Hvad kan jeg selv gøre

Du kan bede dyrlægen undersøge en blodprøve og en urinprøve fra din kat inden narkose. De fleste sygdomme, der kunne påvirkes af narkose, vil kunne findes ved disse undersøgelser. Især seniorkatte (over 7 år) bør gennemgå dette inden narkose.

Hvad kan dyrlægen gøre

Dyrlægen kan arbejde med høj faglighed og omsorg for din kat. Dyrlægen bør anbefale blod og urinprøve til især seniorkatte inden narkose.

Desuden skal dyrlægen sørge for:

  • at din kat ikke bliver unødigt stresset
  • at holde den varm
  • at give korrekt mængde narkose i forhold til alder, sundhedsstatus og vægt
  • at give ilt under narkosen
  • at observere katte både før, under og efter narkosen, så en evt. kritisk tilstand opdages i tide og afhjælpes
  • at informere ejeren korrekt ved hjemsendelse, så efterforløbet i hjemmet foregår så hensigtsmæssigt som muligt.

Hvad kan jeg gøre hjemme efter narkosen

Du skal sørge for ro og varme den første dag efter operationen, hvor katten kan være mere eller mindre påvirket af narkosen. De kan slingre og have kvalme. Så det bedste er et roligt, ikke for lyst rum uden trapper eller andre steder, hvor katten kan falde ned. Har du andre katte, vi de ofte selv kunne fornemme, at den ny opererede kat trænger til fred og ro, og de vil derfor lade den være i fred. Til gengæld skal du sørge for, at små børn, hunde mv. holder sig væk den første dag.

Katten må godt få foder og vand, når den er kommet til sig selv. Giv dog kun små portioner i starten for at undgå opkastning. Fyld ikke for meget vand i vandskålen, da katten kan drukne i vandet, hvis den ikke er kommet helt til sig selv.

Hvis katten har et operationssår, skal du tjekke operationssåret dagligt og holde øje med tegn på infektion (varme, rødme, hævelse, smerte).

    Facebook
    Email
    Print