Kattens Værn

Jeg har fundet en kat

BEMÆRK: I ferieperioder skal man lige være lidt tålmodig. Kattens egen familie kan være på ferie, og derfor søger katten bare selskab i mellemtiden. Se mere her.

____________________________________________________________________________________________________

Tilskadekommen/død kat:

Hvis du finder en tilskadekommen kat, f.eks. påkørt eller ved fald, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812. De har døgnåbent året rundt.

Hvis du finder en død kat og den ikke er for ødelagt, må du meget gerne sørge for at den er lagt ind til siden/et sted hvor den ikke er udsat for trafik. Tjek katten for øremærker. Hvis den er øremærket kan du følge planen under punktet “Hvis katten er tam og mærket” der står herunder. Hvis den ikke er synligt mærket (utydeligt eller måske chippet), kan du forhøre dig i de nærliggende boliger, om nogen kender katten. Tag gerne et par billeder af den, så du har noget at vise folk. Hvis ingen kender til den, kan du tage katten med til en dyrlæge eller et internat. Så kan de hjælpe dig med at aflæse katten.

Hvis katten er for ødelagt til at tage med, kan du tage et par billeder af katten og derefter kontakte kommunen. Det er nemlig dem der samler trafikdræbte dyr op på vejene i Danmark.

Kat, der virker herreløs:

Først og fremmest: Læg mærke til katten.

Hvis det er første gang, du støder på den, og den er pæn i pelsen og i øvrigt ser ud til at trives, er det muligt, at det bare er en ny ejerkat i området. Hold øje med, om katten begynder at blive tyndere og mere nusset i pelsen. Det kan være tegn på, at den er blevet væk.

Hvis katten er tam nok til, at du kan komme til den, skal du først og fremmest tjekke om, om den er øremærket eller chippet. Øremærket burde du kunne se med det blotte øje, men du skal have katten til en dyrlæge for at tjekke, om den er chippet.

Hvis du ringer i forvejen, vil dyrlæger for det meste tjekke katten med en chipscanner uden omkostninger for dig.
Hvis du ser katten ofte og er i tvivl, kan du sætte en løs bukse-elastik om halsen på katten med dit telefonnummer. Ejeren skal nok ringe, hvis katten kommer hjem med det, og derved kan du få vished om, om der er nogen, der passer på den. Det er vigtigt, at bukseelastikken sidder meget løst, så katten ikke kommer til at sidde fast i den. Derudover er det også vigtigt, at du fjerner elastikken igen, når du næste gang ser katten. Derfor skal du være sikker på, at du let kan komme til den og ser den ofte, før du sætter elastik på den.

 

Hvis katten er tam og mærket

Ring til Det Danske Katteregister på tlf. 70 27 04 47 eller gå ind på www.katteregister.dk, hvis du kan aflæse øremærket eller har fået chipmærket aflæst. Hvis katten ikke findes i Det Danske Katteregister, kan man prøve hos Dansk Katteregister.

Et øremærke består typisk af tre bogstaver og tre tal. Et chipmærke består af 15 cifre, og i Danmark begynder chipnummeret med 208.
Bemærk, at udenlandske øremærker og chipnumre kan se anderledes ud end de danske. Hvis du finder en kat med et udenlandsk øremærke, kan du prøve at søge efter mærket hos Europetnet.

Hvis der er et øremærke, men du har svært ved at tyde det, kan du prøve at smøre lidt fedtstof som smør, madolie eller læbepomade i øret på katten. Det burde få tatoveringen til at træde tydeligere frem. Hvis tatoveringen er lavet korrekt vil den være vendt modsat i hvert øre. Det vil sige, at det, der kan være svært at tyde i det ene øre, sandsynligvis er bevaret i det andet.

Hvis du slukker lyset og lyser igennem kattens øre, fra bagsiden, med en lommelygte, burde tatoveringen også træde tydeligere frem.

 

Hvis katten er tam, men ikke er mærket

Hæng opslag op i området, hvor du spørger, om nogen kender katten. Brug også gerne kattefora på nettet som f.eks. kattegale.dk, diverse Facebookgrupper eller fremlys katten her på vores hjemmeside.

Hvis ingen reagerer, kan du vælge at tage katten til dig, du kan forhøre dig ad, om der er plads på et af vores eller andre dyreværnsorganisationers internater, eller du kan selv forsøge at finde et nyt hjem til den.

Du bør først tage katten til dig, når du har forsøgt at finde dens retmæssige ejer. Hvis det var din kat, der var løbet væk, ville du sandsynligvis også sætte pris på, at der blev gjort en indsats for at forene dig med din kat, inden den fik lov til at blive. De fleste internater og dyrlæger går efter tommelfingerreglen om, at man fremlyser alt hvad man kan i minimum én uge, før man må overtage katten eller overdrage den til andre.

 

Hvis katten er vild

Læs mere om indfangning af vildtlevende, uhåndterbare katte her.