Katteleksikon - Kattens Værn

ADFÆRDSHJØRNET: Hvorfor jager min kat – og hvorfor leger den med byttet?

Det er en kilde til undren hos en del katteejere, hvorfor vores katte jager, når nu vi sørger for foder til dem. Hunden – eller i hvert fald de fleste af dem – jager jo ikke dagligt og kommer hjem med bytte, så hvad er forskellen? Og hvorfor leger vores katte ofte også længe med byttet – både mens det er levende og dødt?
Skrevet af Katteadfærdskonsulent Tanja Torrendrup fra Kattetrivsel

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ville ønske, at mine katte ikke jagede både fugle og mus. Jeg er altid trist, når et dyr falder under kløerne på mine katte. Og opdager jeg en af mine katte med et levende bytte, sørger jeg for at aflive byttet, så det ikke bliver udsat for yderligere unødig stress. Det er der mange holdninger til, men det er nu sådan, jeg håndterer den slags hjemme hos os.

Men uanset hvordan man ellers vender og drejer det, så har vores katte generelt et ganske stærkt og intakt jagtinstinkt, selvom de er flyttet ind i vores hjem som kæledyr.

Kattens sanser hjælper den til at jage

Selvom katten er flyttet ind hos os, har den stadig knivskarpe sanser, som hjælper den med at jage;

• Dens lugtesans er omkring 14 gange bedre end menneskets lugtesans. Så kattens duftverden er meget mere nuanceret end vores.

• Dens syn er på nogle områder dårligere og den har svært ved at se de første 30-35 cm inden for sit synsfelt. Men til gengæld er den superb til at se bevægelse i sit synsfelt. Og så har den en særlig struktur i øjet – tapetum lucidum – som gør den i stand til at se hele seks gange bedre end os mennesker i mørke.

• Dens hørelse er endnu bedre end hundens. Kattens hørelse strækker sig fra ca. 45 Hz til 85 kHz – til sammenligning ligger hunden på ca. 67 Hz til 45 kHz – og vi mennesker ligger på ca. 20 Hz til 20 kHz. Din kat kan derfor høre højfrekvente ultralyde fra f.eks. gnavere under jorden.

• Knurhårene fungerer som antenner, der supplerer synet. De hjælper med at lokalisere byttet, når det er tæt på, og synet er utilstrækkeligt.

Derudover er din kat meget adræt og har superskarpe klør og tænder til at fastholde og flænse byttet.

Så den har altså redskaberne i orden til at jage.

Så hvorfor jager katten så?

Din kat er et rovdyr og jager, fordi den har et stærkt, medfødt jagtinstinkt. Det er biologisk bestemt – og altså helt ubevidst fra din kats side. Den reagerer bare på sit instinkt, når den bliver opmærksom på noget, som kan være et bytte.

Det ligger dybt i den, at den skal jage for at overleve. Og det er også derfor, at langt de fleste katte jager, selvom de er stopmætte og velfodrede. Deres instinkt driver dem så at sige til det.

Faktisk anbefales katteejere, som bruger deres katte til at holde f.eks. mus- og rottebestanden nede i et område, at sørge for, at deres katte altid er velfodrede. For mætte katte i god foderstand er faktisk endnu bedre jægere, end sultne, forhutlede katte.

Hvorfor leger katten så længe med sit bytte?

Først og fremmest vil jeg gøre op med en misforståelse om, at din leger med byttet. Det er rigtigt, at det ser sådan ud set fra vores synspunkt. Men for din kat er det faktisk dødelig alvor. Din kat leger ikke – tværtimod træner den sine jagtfærdigheder. 

Gode jagtfærdigheder er nødvendige for at overleve i naturen, så din kat sikrer sig – ud fra instinktet – at den kan overleve. Og det er også derfor, at du ofte kan opleve, at din kat ’leger’ længe med sit bytte, hvis det ikke slipper fra den. For så får den virkelig trænet sine jagtfærdigheder. 

Derudover har den længerevarende leg også den funktion, at den udmatter byttet og kan gøre det forvirret. Det nedsætter risikoen for, at din kat bliver bidt eller kradset af byttet i kampens hede og forebygger dermed skader. 

Og ja, nogle gange slår den byttet ihjel og ’leger’ videre – igen er det for at træne sine jagtfærdigheder og muligvis også som en form for hygge efter jagtsekvensen. 

Så din kat jager altså ikke for sjov, men for alvor.

 

    Facebook
    Email
    Print