Jeg forstår fuldt ud, at du med en urenlig kat kan føle, at din kat er sur på dig, når den tisser på din dyne for 17. gang. Eller at den er jaloux på din baby og derfor tisser på den fine, nye autostol.
Selvom det kan føles som om, at din kat straffer dig eller er jaloux, er svaret nej. Din kat straffer dig ikke. Til gengæld har den brug for din hjælp og forståelse.
Før du selv forsøger at afhjælpe problemet
Før du selv sætter gang i en masse tiltag i forhold til din kats urenlighed, er det vigtigt, at din kat bliver tjekket igennem hos en dyrlæge, hvis den begynder at være urenlig indendørs. Urinvejslidelser kan nemlig ofte være årsag til urenlighed. Og det er først muligt at muligt at ændre din kats adfærd, hvis den er rask, og det ikke er bagvedliggende sygdom, som står bag.
Katte bliver hurtigt stressede
Men hvad foregår der så, hvis din kat ikke straffer dig (eller er syg for den sags skyld)?
Der er ingen tvivl om, at katte er kvikke dyr, men at være sur eller jaloux er en meget kompleks følelse, som ikke er en del af kattens følelsesmæssige repertoire. I stedet for skal vi vende blikket mod kattens naturlige adfærd og behov.
Katten er som dyreart et vanedyr – virkelig et vanedyr. Den kan blive usikker, hvis dens rutiner bliver brudt enten i eller uden for dens hjem; dens kerneterritorie, som vi siger på fagsprog. Faktisk kan den blive rigtig stresset.
Hvis en kat bliver stresset, kan den forsøge at nedsætte sin egen stress og gøre sig selv mere tryg ved at sprede sin duft i hjemmet. Og her er urinmarkering et rigtig godt hjælpemiddel set med kattens øjne. Problemet er bare, at urinmarkeringen stresser os mennesker, mens den forsøger at gøre det modsatte for sig selv!
Duft er vigtigt for din kats tryghed
Kort sagt handler det om tryghed. Din kat finder tryghed i duft – duften af sig selv og for eksempel også dig. Så hvis din kat bliver stresset, kan du opleve, at den forsøger at blande jeres dufte eller gøre sin egen duft mere markant. Og det gør din kat bedst muligt ved at urinmarkere med strint eller siddende tissen.
Der er forskellige måder for din kat at fremme sin tryghed med urin:
– Hvis din kat tisser på din dyne eller måske dine brugte bukser, som ligger i sofaen, så kan det handle om, at din duft gør den tryg, og derfor vil den gerne blande sin duft med din. Så bliver den bliver nemlig mere tryg.
– Hvis din kat tisser på den nye sofa eller babys nye autostol, kan det være fordi, du har bragt en genstand ind i hjemmet, som lugter fremmed. Det i sig selv kan gøre nogle katte utrygge. Og så fremmer din kat sin tryghed ved at urinmarkere på det nye, så det kommer til at lugte bekendt i stedet for fremmed.
– Det kan også ske, at din kat i stedet for vælger at strinte på fremtrædende steder i hjemmet såsom dørkarme, vægge eller måske stoleben. Det kan for eksempel ske, hvis din kat bliver stresset over at se eller møde en fremmed kat i haven. Eller hvis der er flyttet en hund ind hos naboen eller i dit hjem.
Urinmarkering er normal katteadfærd
Det er helt naturlig adfærd for katten at markere med urin, hvis der er noget, som virkelig stresser den. Men det er ærgerligt for jeres indbyrdes forhold, for vi mennesker har ikke samme tætte forhold til dufte i urin, som katte har – og derfor bliver vi kede af det, frustrerede eller ligefrem vrede over det.
Jeg har fuld forståelse for frustrationen over urinmarkeringen, men som du forhåbentligt ved nu, handler urinmarkeringen ikke om at gøre dig gal – men om at din kat har brug for at føle sig mindre stresset og bedre tilpas i sit hjem.
Hjælp din kat til at føle sig tryg
Hvor frustrerende det end kan være, er det ofte muligt at regne ud, hvorfor din kat pludselig urinmarkerer. Når du først har regnet problemet ud, er du på rette vej til at hjælpe din kat – og dermed dig selv – til et liv i bedre balance.
Hvis du observerer, at din kat generelt urinmarkerer på nye ting, kan du ofte afhjælpe det ved at spraye med Feliway-spray* på objektet. Det er også godt at tage din kats egen duft og afsætte på det nye objekt med en klud.
Har du til gengæld fået en hund eller en ny kæreste, og er din kat begyndt at tisse i din seng, kan det være en god hjælp at sørge for, at hunden eller kæresten ikke udgør en trussel i din kats øjne. Måske skal hundens adgang i hjemmet begrænses (katten skal kunne komme væk fra hunden), måske skal kæresten involveres i den daglige sociale kontakt med din kat – og så kan godbidder, ros og positive oplevelser mellem din kat og hunden/kæresten også hjælpe. Her kan Feliway Optimum-diffusoren forhåbentlig hjælpe – og måske nogle Feliway Happy Snacks.
Hvis det drejer sig om, at din kat er utryg på grund af noget udefra, kan det være lidt mere komplekst at løse. Først og fremmest kan du hjælpe ved at sætte Feliway Optimum-diffusor op. Og så kan du prøve at se på, om du måske kan begrænse adgangen til din have, hvis det er en udefrakommende kat. Her kan du være ude i at skulle prøve forskellige tiltag for forhåbentligt at nå i mål.
Hjælp udefra kan være en fordel
Har du sat ind med alt, hvad du kan komme i tanke om, kan det være en fordel at overveje at kontakte en adfærdskonsulent, som kan grave sig dybere ned i problemstillingen end denne artikel tillader. Og du er selvfølgelig også altid velkommen til at give Kattens Værn et ring og spørge ind til adfærden.
*Lidt fakta om Feliway
Feliway er en serie af produkter, som er særligt udviklet til kat. Produkterne, som indeholder kattens naturlige feromoner, er lette at anvende og kan i mange tilfælde hjælpe, hvis du oplever uønsket adfærd hos din kat, eller hvis den er utryg.
Hos Kattens Værn bliver produkterne brugt til at nedsætte stress på vores internater og klinikker.