Min gode kollega Simone og jeg drog afsted søndag, klar til en større sag med mange vildtlevende og herreløse katte, der skulle hjælpes. Mandag morgen stod den mobile dyrlægeklinik fra Dyreværnet, Frynseklinikken, klar til en god portion indfangede katte, og derefter gik det slag i slag.
Vi arbejdede næsten i døgndrift – hårdt, sjovt og fuldstændig det hele værd. En masse katte blev indfanget, sundhedstjekket, behandlet, neutraliseret, øre- og chipmærket og registreret. Mange kunne heldigvis genudsættes i deres kendte områder, nu som friske og registrerede katte. Andre fulgte med os tilbage til internatet i Ringsted, hvor de nu får den tryghed og omsorg, de har manglet – og måske endda et nyt hjem.
Undervejs mødte vi også nogle særlige mennesker. En 90-årig superfin fyr, som tilbragte tiden med os, mens kattene gik i fælderne, donerede hele 2.000 kr. til vores arbejde – og insisterede på at lære mig at lave armbøjninger, mens vi ventede! Det blev både en virkelige sjov og uforglemmelig stund midt i det hele.
Da jeg endelig landede på internatet i Ringsted sent tirsdag aften, stod min dejlige kollega Stine klar til at tage imod misserne. Som det fantastiske menneske hun er, havde hun endda taget en træstamme med – og efter en lang dag med masser af arbejde trængte jeg virkelig til noget energi, så jeg blev faktisk helt rørt.
Alt i alt en tur fyldt med hårdt arbejde, store smil, søde kollegaer, hjælpsomme mennesker og en masse taknemmelige katte.
Samsø – tak for denne gang!
Kærlig hilsen
Zarah
- 02/11/2025