Halli-hallo, halli-hallo – Casper her!
Jep, jep, jep, her er jeg… Jeg er en rap fyr med fart over feltet, og så vil jeg gerne bede om et nyt hjem for mig selv.
De dersens damer her på etablissementet siger, at jeg er en rigtig cool kat, der elsker at være omkring mennesker. Jeg har efter sigende et kæmpestort hjerte med et ønske om masser af kærlighed. Jeg kan være en smule usikker og bliver lidt nervøs ved høje lyde eller pludselige bevægelser, så du må gerne være et lidt roligt menneske, som kan hjælpe mig med at finde melodien i sådan et hus og hjem, for jeg boede vist mest udenfor, siger de.
Når jeg bliver nusset, bliver jeg glad – MEGET glad – faktisk så glad, at jeg nogle gange har svært ved at være i mig selv, hvis bølgerne går rigtig højt under en kælesession. Jeg bliver ofte så glad, at jeg i min begejstring forsøger at kæle de rare mennesker tilbage – med tænderne – bare sådan fordi det hele er dejligt, og jeg vist er ret dårlig til at vaske med tungen i stedet for. Så et besøg hos mig indebærer, at dine hænder bliver målt med tænderne flere gange af bar begejstring.
Uh, og så er jeg VILDT godt til at ælte med forpoterne!
Mine ønsker til mit nye hjem er først og fremmest, at jeg skal være enekat, for damerne herude siger, at jeg er en bavian, som stalker de andre katte og giver dem en gedigen omgang bøllebank, hvis jeg kan få poterne i dem! Du skal også have haft kat før og være god til at læse mine signaler, så du for eksempel kan se, hvornår jeg er nervøs, eller hvornår jeg er så overstadig, at du får målt dine hænder. Har du børn skal de være til den ret store side – gerne ældre en 12 år. Har du tid til at klikkertræne mig og sørge for, at jeg skal arbejde for føden, ville det være dejligt, da jeg er virkelig klog og har brug for at bruge mit hoved hver dag.
HVOR JEG KOMMER FRA
Jeg boede i sin tid sammen med EN MASSE andre katte, og vi voksede uheldigvis vores tidligere ejere over hovedet. Heldigvis rakte de ud efter hjælp, så nu er jeg her og glæder mig til at få et hjem helt uden andre katte.