fbpx Bronkitis | Kattens værn
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Bronkitis er betændelse i bronkierne og må ikke forveksles med lungebetændelse (læs mere her)

 

Forekomst

Bronkitis ses relativ ofte hos katte. Siameser og Burmeser er særligt udsatte for lidelsen.

 

Årsag

Bronkitis kan have mange årsager, f.eks.:

  • Bakterier
  • Virus
  • Allergi/astma

 

Symptomer

Nogle katte har milde symptomer som hoste og vejrtrækningsproblemer. I svære tilfælde vil katten ikke motionere, trækker vejret med åben mund, vejtrækningen bliver besværet så mavemusklerne bruges samtidig med brystmuskulaturen og hosten er kraftig og hyppig.

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Dyrlægen vil undersøge katten og lytte på hjerte og lunger. Desuden skal der tages røntgen og evt. blodprøve for at identificere årsagen.

 

Behandling

Afhænger af årsagen.

Er der tale om bakteriel bronkitis, vil man behandle med antibiotika, evt. i kombination med hostestillende og slimløsende midler.

Allergisk/astmatisk bronkitis kan behandles med inhalator (Aerocat) specielt udviklet til at passe til kattens ansigt, i denne bruges spray med binyrebarkhormon og bronkieafslappende midler.

 

Forebyggelse

Bronkitis kan ikke forebygges, men har du en kat med bronkitis, er der en del du selv kan gøre. Vi ved, at dårligt indeklima forværrer tilstanden, så du kan sørge for at holde hjemme så støvfrit som muligt. Katten må ikke være i rummet når det støvsuges/rengøres, samtidig luftes der godt ud. Katten må ikke lukkes ind i rummet igen før efter minimum 30 minutter, så støvet kan nå at lægge sig igen. Begræns brug af tæpper på gulvene og vask ofte plaider, katte huler, sengetøj mv. på mindst 60 grader hver eller hver anden uge.

Undgå at ryge indendørs.