fbpx Calicivirus | Kattens værn
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Forekomst

Calicivirus er en hyppigt forekommende virussygdom, der angriber de øvre luftveje, øjne og mundhule hos især killinger, unge uvaccinerede katte og katte med svækket immunforsvar. Katte i store kattehold er specielt udsat.

 

Årsag

Calicivirus er en aggressiv virus og betegnes ofte ”katteinfluenza” (læs mere her). Da Calicivirus kan opstå som følge af et svækket immunforsvar og andre sygdomme, kan der være andre primære årsager.

 

Symptomer

Afhænger af, hvor virusset angriber først: øjne, næse, mund eller lunger. Man kan se enkelte eller flere symptomer samtidig.

  • Feber
  • Nedsat appetit
  • Øjenbetændelse med flåd (vandigt eller betændt) (læs mere her)
  • Nysen, næseflåd (vandigt eller betændt) og tilstoppede næsebor
  • Smerte fra munden pga. sår på tungen, svær tandkødsbetændelse og mundhulebetændelse (læs mere her)
  • Vejrtrækningsbesvær, evt. lungebetændelse (læs mere her)

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Det er vigtigt, at vurdere om Calicivirus infektionen er primær eller sekundær (opstået som følge af anden sygdom eller påvirkning af immunforsvaret).

Ofte vil dyrlægen kunne stille diagnosen ud fra symptomerne, men der kan samtidig tages blodprøver samt prøver fra næse, mund og øjne for at stille diagnosen og klarlægge, om der er tale om andre sygdomme som primær årsag til infektionen.

 

Behandling

Der er ingen direkte behandling for Calicivirus, men der kan igangsættes behandling for de symptomer katten har.

  • Øjeninfektioner behandles med øjendråber og øjnene vaskes dagligt i saltvand
  • Infektion i øvre og nedre luftveje behandles med antibiotika
  • Betændelse og sår i munden behandles med smertestillende og i nogle tilfælde med antibiotika

 

Forebyggelse

Du kan vaccinere din kat mod Calicivirus og katten bør følge et fast vaccinationsprogram, der starter allerede i 8 ugers alderen. Det er vigtigt, at overholde vaccinationsfristen, da Calicivirus er meget smitsom. Dog kan du ikke forvente 100% dækning, idet Calicivirus kan ændre sig og derved ”snyde” vaccinationen, ligesom vi kender det fra influenza hos mennesker.

Du kan også begrænse kontakten til andre katte, før din egen kat er dækket af vaccinationen.