fbpx Forhøjet stofskifte (Hyperthyroidisme/Struma) | Kattens værn
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Forekomst

Forhøjet stofskifte ses ofte hos ældre katte og især huskatte skulle være i højere risiko for at udvikle sygdommen.

 

Årsag

Skjoldbruskkirtlen producerer for meget skjoldbruskkirtel hormon (T3, T4). I meget sjældne tilfælde kan det skyldes kræft i kirtlen, men dette udgør kun ca. 2% af tilfældene.

 

Symptomer

  • Vægttab
  • Øget appetit (katten kan finde på at rode i skrald og stjæle fra bordet mv.)
  • Øget aktivitet
  • Miaver – også om natten, rastløshed
  • Hævet skjoldbruskkirtel
  • Øget drikkelyst og derved øget tisselyst
  • Øget hjertefrekvens og blodtryk
  • Diarré
  • Tør hud og kedelig pels

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Da lidelsen er meget almindelig hos seniorkattene, vil dyrlægen have en idé om diagnosen allerede ud fra ejers beretning om adfærden i hjemmet. Dog skal det bekræftes via en blodprøve, der foruden at vise om T4 niveauet er for højt, også kan bruges til at give en status på kattens generelle sundhedsstatus inden behandling igangsættes.

 

Behandling

Lidelsen behandles medicinsk med Felimazole tabletter, der justerer hormonmængden, så katten opfører sig mere normalt igen og igen tager på. Man skal indstille sig på, at der skal tages kontrol blodprøver, for at sikre, at niveauet og doseringen er korrekt.

Det er også vigtigt, at kontrollere om nyrerne har taget skade, idet blodgennemstrømningen af nyrerne hos en behandlet kat falder når blodtrykket ligeledes falder.

Kirurgisk fjernelse af kirtlen kan også anvendes, men vælges ikke så hyppigt som medicinsk behandling.

Det er nu også muligt, at behandle med radioaktivt jod. Det radioaktive jod koncentreres i skjoldbruskkirtlen og dræber nogle af de hormonproducerende celler, så produktionen nedsættes. Katten skal være indlagt i et par uger for denne behandling og det er relativt dyrt.

 

Forebyggende

Du kan ikke forebygge mod forhøjet stofskifte hos din kat