fbpx Gulsot (Ikterus) | Kattens værn
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Gulsot er et symptom på en lidelse, men ikke en sygdom i sig selv.

 

Forekomst

Gulsot ses sjældent hos katte. Men leverlidelser ses relativt ofte, derved menes, at katten sagtens kan have en leverlidelse uden der ses gulsot. Gulfarvningen ses bedst i øjenslimhinden, i mundslimhinden eller i huden i øret.

 

Årsag

Ophobning af galdefarvestoffer (bilirubin) i hud og slimhinder pga.

  • Leverlidelse, leverkræft eller leversvigt (galdefarvestofferne optages ikke af leveren)
  • blodmangel/anæmi (ved nedbrydning af mange røde blodlegemer samtidig) (læs mere her)
  • galdegangsbetændelse (cholangitis), galdesten (choledocholithiasis) (galdefarvestoffernes afløb er blokeret)
  • FIP (Felin Infektiøs Peritonitis) (læs mere her)

 

Symptomer

  • Gulfarvning i hud og slimhinder
  • Nedsat eller ophørt appetit
  • Vægttab
  • Evt. diarré
  • Evt. opkast
  • Evt. dehydrering

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Dyrlægen vil opdage gulfarvningen ved undersøgelsen og dernæst laves en blodprøve og evt. en urinprøve, for at vurdere leverlidelsens omfang og prøve at finde årsagen til tilstanden.

En biopsi og/eller scanning af leveren kan blive nødvendigt.

 

Behandling

Afhænger af årsagen. Gulsoten forsvinder når man får behandlet årsagen.

Først og fremmest skal katten i gang med at spise igen, her kan en sonde opereret ind igennem spiserør og ned i mavesækken være utrolig gavnligt. På den måde kan katten selv begynde at spise inden sonden fjernes.

Desuden symptomatisk behandling med iv væskedrop, kvalmestillende medicin, vitamin B tilskud samt foder specielt udviklet til katte med belastet leverfunktion f.eks. Royal Canin Hepatic (læs mere her).

 

Forebyggelse

Du kan ikke forebygge mod gulsot.