fbpx Tandsten (Calculus) | Kattens værn
Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Forekomst

Tandsten ses meget hyppigt hos katte. Ca. 80% af alle katte over 2 år har en grad af tandsten. Udsatte racer er Perser, Burmeser, Siameser og Abyssiner.

 

Årsag

Plak er bløde hvidlige belægninger indeholdende bakterier, der sætter sig på tænderne hver gang katten spiser. Hvis disse belægninger ikke fjernes, vil de forkalkes og dette betegnes tandsten. Emaljen er normalt glat, men når der sidder tandsten, vil overfladen være ru og derved har ny plak nemmere ved at fæstne på tanden og derved er tilstanden selvforstærkende.

 

Symptomer

Tandsten er gulligt/brunligt, hårdt og kan sidde på alle tænderne. Det ses oftest på ydersiden af de store kindtænder bagerst i overmunden. Tandsten er næsten altid forbundet med tandkødsbetændelse, hvor tandkødet er rødt og hævet, da bakterierne i plak og tandsten påvirker tandkødet. Hos nogle katte vil tillige ses en videreudvikling til paradentose (læs mere her).

Der kan være dårlig ånde.

 

Diagnosticering

Dyrlægen vil kunne stille diagnosen ved almindelig undersøgelse af mundhulen. For at undersøge for paradentose vil det kræve narkose og tandrøntgen.

 

Behandling

Tandrens med ultralyd og efterpolering i narkose. Tidligere kradsede dyrlægerne ofte tandsten af uden narkose med et håndinstrument. Men det vil give en falsk tryghed for katteejeren, da bakterier, plak og tandsten også sidder under tandkødskanten, og det er netop, når det er placeret hér, at det kan give paradentose.

Er der paradentose kræver det oprensning af tandkødslommer og evt. bortoperation af en eller flere tænder.

 

Forebyggelse

Du kan forebygge mod plak, tandsten og følgelidelser heraf ved daglig tandbørstning og gerne et par gange ugentligt med Klorhexidin mundskyl/gel (læs mere her).

Desuden kan du give foder specielt udviklet til katte med tendens til tandproblemer f.eks. Royal Canin Dental (læs mere her).