Kattens Værns historie

 

Katten er ikke en naturlig del af den danske fauna, og den kan derfor ikke klare sig selv. De vilde katte, der lever i Danmark, er killinger af tamkatte, der er blevet smidt ud, blevet væk eller på anden måde vokset op uden menneskelig socialisering. Men selvom de ikke er til at komme til, søger de mod steder, hvor der er mennesker, netop fordi de ikke kan klare sig selv.

Til at starte med var Kattens Værn en forening primært fokuseret på København, hvor baggårdskatten var i fokus. I mange år var det en løsning at sende overskuddet af baggårdskatte til Jylland, hvor landmændene kunne få glæde af kattene som musefangere.

Det var også i mange år almindeligt at aflive kattene med udstødningsgas, men Kattens Værns mangeårige dyrlæge og daværende formand for bestyrelsen Tom Schantz Kristensen fik ændret den praksis i begyndelsen af 80’erne, hvor han fik påvist, hvor meget katten led af den aflivningsmetode.

Han fik indført, at katten skulle aflives humant med en indsprøjtning, som man afliver en tam kat.
Gennem de seneste 30 år har Kattens Værns arbejde taget form mod det arbejde, vi udfører i dag.

Vores indfangningsservice er ikke længere kun fokuseret på Købehavn og Sjælland, men dækker hele landet. Der er nu rigeligt katte på landet i Jylland, og vi kunne i dag aldrig finde på at flytte en vild kat fra dens oprindelige område. Den vilde kat kan kun hjælpes på to måder: Enten ved genudsætning eller human aflivning.

Vi har skærpet vores mærkesager: Neutralisering, øremærkning og genudsætning af vilde katte.

Vores mangeårige arbejde med kattene har givet os en stor viden om dette fabelagtige dyr, og vi bruger mange kræfter på at formidle den viden, vi har om katten til andre instanser. Det være sig både katteejere, kommuner eller politikere.

Vores fokus er blevet mere politisk de senere år, hvor vi arbejder på at lægge pres på politikerne i forhold til ændringer og tiltag i den nuværende lovgivning, der ikke er udpræget kattevenlig.

I 1981 købte Kattens Værn bygninger på Dronning Olgas Vej, hvor foreningen fik både hovedsæde, internat og katteklinik. Mange forbinder dermed Kattens Værn med Frederiksberg, men adressen var dyr, så det viste sig efterhånden at give god mening at sælge bygningerne på den attraktive adresse og finde noget bedre og billigere lidt uden for København.

I slutningen af 2012 blev bygningerne på Dronning Olgas Vej solgt, og derefter begyndte et større detektivarbejde for at finde det perfekte sted til Kattens Værns fremtidige residens. Valget faldt på Brøndby, hvor en produktionsvirksomhed tidligere havde haft til huse.

Rammerne for både mennesker og katte er gode i Brøndby, og flytningen frigjorde en god sum penge, som i stedet kunne bruges på det, vi gør bedst – nemlig at hjælpe kattene.