Hos Kattens Værn steriliserer vi hvert år hundredevis af hunkatte som led i vores genudsætningsprogram, der har til formål at sikre sundheden og velfærden for Danmarks vildtlevende katte.
Genudsætningsprogrammet betyder, at vildtlevende katte, der indfanges, bliver dyrlægebehandlet, neutraliseret, mærket og registreret i en foderværts navn, før de genudsættes i deres vante omgivelser. Foderværten har herefter ansvar for, at katten får mad, omsorg og tryghed.
Men i foråret blev vi alligevel overrasket over en af vores genudsætningskatte i, hvad der ellers skulle have været en rutinemæssig sterilisation.
En ualmindelig sterilisation
Da katten, en ellers sund og sød hunkat, blev indbragt til sterilisation, forløb indgrebet i starten som forventet. Men ved nærmere undersøgelse af bughulen kunne dyrlægen kun finde én æggestok og én æggeleder. I den anden side var intet at finde – også efter grundig eftersøgning. Dyrlægen konkluderede derfor, at katten formodentlig var født med kun én æggestok, hvilket er sjældent, men ikke umuligt.
Katten blev færdigopereret, mærket og genudsat i sit vante territorium hos sin velkendte fodervært.
Men nogle måneder senere blev vi kontaktet af foderværten. Katten viste tydelige tegn på løbetid. Og da løbetidsadfærd skyldes hormonproduktion fra ovarievæv (”æggestok”-væv), måtte noget alligevel være blevet tilbage. Katten blev indfanget igen og indlagt til reoperation på Kattens Værns regning.
Jagten på en kvart ært
Det er i litteraturen beskrevet, at ovarievæv kan sætte sig ualmindelige steder i bughulen og udskille kønshormoner – fænomenet kendes som ektopisk ovarievæv. Denne gang var det derfor ikke én, men to dyrlæger, der gennemgik hele bughulen systematisk og minutiøst. Organer som milten, tarme og oment blev nænsomt trukket ud, nøje inspiceret og holdt fugtige og vitale med våde, sterile tamponer. Med organerne ude af bughulen kunne også bughulens vægge og de øvrige organer efterses.
Eftersøgningen gav til sidst resultat. Delvist skjult af det abdominale fedtvæv lå en ganske lille klump ovarievæv – på størrelse med en kvart ært. Forbundet med ovarievævet var en lille trådagtig streng med et ganske lille blodkar, som dyrlægerne vurderede måtte være resterne af en stærkt underudviklet æggeleder.
Ovarievævet blev fjernet, blodkaret afsløret, og alle organer lagt forsigtigt tilbage. Operationssåret målte omkring 8 cm – noget større end ved en almindelig sterilisation, der oftest kan klares med et 1-2cm operationssår – og katten blev de næste dage holdt til observation og smertebehandling med omsorg fra internatets personale.
En historie med et budskab
Historien bevidner at selv de mest rutineprægede procedurer ikke altid følger planen. Anatomiske variationer er sjældne – men de findes. Og når vi møder dem, kan de have stor betydning for vores arbejde. Samtidig er det en påmindelse om, at man aldrig skal undervurdere betydningen af professionel håndtering og opfølgning.
Neutralisation er et af de vigtigste tiltag for at sikre både tamme og vildtlevende kattes trivsel. Det forebygger uønskede killinger, mindsker risikoen for sygdomme og bidrager til et mere harmonisk katteliv uden stressende løbetider. Kattens Værns Katteklinikker kan hjælpe med neutralisation, så både kat og ejer får en tryggere hverdag – og så færre katte fødes til et liv uden omsorg.
Hos Kattens Værn arbejder vi hver dag for at skabe de bedste vilkår for katte. En stor tak til foderværten, der reagerede hurtigt, og til vores mange frivillige og støtter, som gør det muligt at tage os kærligt og grundigt af selv de mest drilske katte.