Katteleksikon - Kattens Værn

DYRLÆGENS BORD: P-piller til katte: En falsk tryghed med store konsekvenser

Måske har du hørt, at p-piller er en nem måde at undgå killinger på. Tidligere var det en meget almindelig metode, men i dag ved vi bedre. Hos Kattens Værn har vi set bagsiden af medaljen alt for mange gange, og derfor er vores holdning klar: Sterilisation er den eneste rigtige beslutning.
Skrevet af dyrlæge Astrid, Katteklinikken Brøndby.

Her får du forklaringen på, hvorfor vi på det kraftigste fraråder p-piller – både for din kats sundhed og for din egen ro i sindet.

En usikker løsning i en travl hverdag

P-piller til katte indeholder syntetiske hormoner, der skal forhindre ægløsning. Men behandlingen kræver en præcision, der kan være svær at overholde. Pillen skal gives én gang om ugen, og i en travl hverdag kan det gå galt. Man glemmer en dosis, katten kaster pillen op, når man kigger væk, eller måske er den slet ikke hjemme, når det er ”pilledag”.

Konsekvensen falder prompte: Blot én glemt tablet kan udløse løbetid, og da hunkatte får spontan ægløsning ved parring, kan ét enkelt fejltrin føre til uønskede killinger.

Når prisen bliver betalt med helbredet

Det mest alvorlige ved p-piller er dog de sundhedsrisici, vi udsætter kattene for. Brug af p-piller øger markant risikoen for livmoderbetændelse, hormonforstyrrelser, sukkersyge og ikke mindst kræft i mælkekirtlerne.

I vores arbejde møder vi desværre konsekvenserne helt tæt på. Vi oplever jævnligt hunkatte, der kommer ind med store kræftknuder eller deforme livmodere som følge af p-piller. Et trist eksempel var en tam og kærlig hunkat fra et dødsbo, som vi gerne ville have fundet et nyt hjem til. Men på grund af mange års brug af p-piller havde hun udviklet så store og fremskredne kræftknuder, at vi var nødt til at give hende fred. Det er hjerteskærende sager, som kunne have været undgået.

Økonomi vs. livskvalitet

Vi hører ofte, at folk vælger p-piller, fordi en sterilisation virker som en stor udgift her og nu. Men det er et regnestykke, der sjældent holder. Udover at p-piller er en løbende udgift resten af kattens liv, så er prisen for at behandle de alvorlige sygdomme, pillerne kan medføre, langt højere.

En sterilisation er en engangsudgift, der giver livsvarig beskyttelse. Det fjerner kattens kønsdrift og dermed stress, og det eliminerer risikoen for de hormonelle bivirkninger.

Gør det bedste for din kat

Kattens Værn neutraliserer hvert år hundredvis af katte, fordi det bidrager til færre uønskede killinger og et bedre liv for den enkelte kat. Vi håber, du vil hjælpe os med at passe på din kat ved at vælge den sikre løsning.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tak fordi du tager ansvar!

 

    Facebook
    Email
    Print