NYHEDER fra Kattens Værn

Et hjertevarmt juleeventyr – og en kærlighedserklæring til kattene

Midt i decembertravlheden inviterer Kattens Værn dig til at finde roen og varmen i selskab med banegårdskatten Røde Allan. I årets julekalender, Jul på Banegården, kan du hver dag i december læne dig tilbage og lytte til et nyt afsnit af et musikalsk og magisk juleeventyr – oplæst af skuespilleren Rasmus Botoft.

Historien om Røde Allan er inspireret af den virkelige banegårdskat fra Nyborg, som i mange år spredte smil og ro blandt de rejsende. I eventyret må Allan kæmpe for at bringe glæde og håb tilbage til byen – og undervejs opdager hun, at julens sande magi findes i fællesskabet, i venskabet og i de små øjeblikke, vi deler.

At netop Rasmus Botoft har lagt stemme til fortællingen, er ingen tilfældighed. Sammen med sin hustru Lisbeth Wulff står han bag Kattens Bog – en både varm og vidende hyldest til kattene og det særlige forhold, mennesker kan have til dem.
For parret begyndte det hele med katten Katdis, der for 15 år siden dukkede op ved deres sommerhus og siden har lært dem noget om nærvær, ro og kærlighed i sin reneste form.

“Katdis har lært mig noget om coolness og om at hvile i sig selv – det kan vi alle bruge,” fortæller Rasmus Botoft.

Med Jul på Banegården bruger Rasmus sin stemme til endnu engang at give kattene en stemme – denne gang for at støtte Kattens Værns arbejde for herreløse katte. Når du køber julekalenderen, er du med til at hjælpe katte i nød og sprede lidt ekstra kærlighed i juletiden.

Og hvis du – efter de hyggelige decemberaftener i selskab med Røde Allan – får lyst til at dykke dybere ned i kattens verden, så er Kattens Bog den oplagte næste læsning.
Den giver både indsigt, smil og stof til eftertanke – og minder os om, hvorfor katten har en særlig plads i vores hjerter.

Besøg vores webshop her.

  • 02/11/2025
Facebook
LinkedIn
Email