NYHEDER fra Kattens Værn

Fremgang på byggepladsen: Internatet i Ringe tager form

I dag besøgte vi igen byggepladsen i Ringe, hvor vores kommende internat langsomt, men sikkert, tager form.

I dag besøgte vi igen byggepladsen i Ringe, hvor vores kommende internat langsomt, men sikkert, tager form. Stemningen var god, og der var fuld gang i arbejdet hos murere, jord- og betonfolk, elektrikere og VVS-håndværkere.

Blandt dem mødte vi Peter Knudsen, indehaver af murerfirmaet Knudsen&Co, som spiller en central rolle i projektets nuværende fase.

Et stærkt samarbejde fra start
”Jeg var meget glad for at få denne opgave,” fortæller Peter Knudsen. ”Allerede fra det første møde med Kattens Værn og de øvrige involverede var der en fantastisk kemi og professionalisme, og det gør altid et projekt både sjovere og mere spændende at arbejde på.”

Therese Wilbert, direktør i Kattens Værn, fortæller, at man i første omgang var i dialog med en samarbejdspartner fra ombygningen af internatet i Ringsted for et par år siden. Da den oprindelige entreprenør ikke havde mulighed for at tage opgaven på Fyn, gik jagten ind på en ny, lokal samarbejdspartner.

”Det var vigtigt for os at finde et firma med både et godt omdømme og en solid økonomi, og valget faldt hurtigt på Knudsen&Co. Det har vist sig at være en rigtig god beslutning, da vi nu også har fået et stærkt netværk af lokale håndværkere med på opgaven.”

Lokal forankring giver stærkt samarbejde
At byggeprojektet er lokalt forankret, har flere fordele. Peter Knudsen har gennem sit netværk samlet et team af erfarne håndværkere inden for VVS, smedearbejde og beton, hvilket sikrer et godt samarbejde og effektiv kommunikation på pladsen.

”Vi har en række andre projekter rundt om på Fyn, men dette er særligt spændende, fordi vi er med helt fra starten og arbejder med en stram tidsplan. Vores mål er at have vores del færdig inden sommerferien, så de næste faggrupper kan gå i gang med den indvendige del umiddelbart efter,” forklarer Peter Knudsen.

For at det hele kommer til at klappe, skal alle leveringstider for diverse byggematerialer overholdes og vejrliget skal helst ikke vise sig fra sin værste side. Men nu er foråret på vej, så vi er absolut positive.

En særlig hilsen fra Knudsen – og Karla
Og så er der selvfølgelig også den personlige vinkel: Peter Knudsen er katteejer selv. ”Ja, selvfølgelig har jeg en kat,” siger han med et smil. ”Hun hedder Karla, er seks år gammel og en rigtig sød huskat.”

Om Karla kommer med input til internatets udformning, må forblive en hemmelighed. Men som en fin gestus til Kattens Værn har Peter valgt at donere et kattebur til internatet. Det vil blive forsynet med en lille messingplade – spørgsmålet er blot, om der skal stå Knudsen&Karla eller Knudsen&Co? Svaret får vi ved åbningen af internatet!

Du kan se mere om Murerfirmaet Knudsen & Co her – www.knudsenco.dk 

Hvis du også kunne tænke dig at støtte vores kommende internat i Ringe, er du velkommen til at se mere her.

  • 28/03/2025
Facebook
LinkedIn
Email