Katteleksikon - Kattens Værn

Hvorfor sutter min kat på sig selv på maven?

Det er et spørgsmål, vi indimellem møder i konsultationen, når nye katteejere har fået en killing eller ungkat med hjem. Ejerne beskriver ofte, at katten sutter sig på maven og brystvorterne, når de sidder i sofaen og hygger med katten – og den begynder eventuelt at spinde og ælte med poterne samtidig.
Skrevet af dyrlæge Cecilie, Katteklinikken Brøndby.

Dette er en meget almindelig adfærd hos unge katte og kan være en fuldstændig harmløs måde for katten at berolige sig selv på eller blot hygge sig. Det kan sammenlignes med babyer, der sutter på tommelfinger eller sut.

Adfærden ses også hyppigere hos killinger, der er blevet taget for tidligt fra deres mor. Suttetrangen er et naturligt og stærkt instinkt, som er forbundet med diegivning, tryghed og tilknytning til moderen. Hvis dette behov ikke er blevet fuldt opfyldt gennem en naturlig fravænning, kan det fortsætte som en selvberoligende adfærd.

Denne adfærd forsvinder ofte i takt med, at katten bliver ældre, men hos nogle katte fortsætter behovet for at sutte på sig selv eller på genstande som f.eks. tæpper ind i voksenlivet.

Som udgangspunkt er det ikke farligt, at katten sutter på sig selv. Det kan dog være en god idé at holde øje med området, hvis katten er meget ivrig, så huden forbliver sund og intakt. Hvis katten sutter på tæpper eller andre materialer, kan man være opmærksom på, om den også tygger eller sluger dele af materialet.

Derhjemme kan man forsøge at aflede kattens opmærksomhed med rolig leg samt øge dens mentale stimulering og aktivitetsniveau. Det er også vigtigt at undgå stress i hjemmet. Det hjælper ikke at skælde katten ud for adfærden – tværtimod kan det øge stressniveauet og dermed behovet for at sutte.

Sutteadfærden er altså i sig selv ikke et tegn på, at katten er sulten, men en naturlig og instinktiv måde for katten at regulere sig selv og finde ro – eller når den blot hygger sig. Det er derfor ikke noget, man som ejer gør forkert, men noget man kan være opmærksom på, især hvis adfærden ændrer sig i forbindelse med nye omgivelser eller rutiner.

    Facebook
    Email
    Print