Simba er blevet en fast del af hverdagen på Kontoret, hvor han dagligt hilser på gæster og personale. Alle sætter pris på hans selskab – uanset om han ligger og soler sig i indgangsdøren eller dovent følger med i livet fra bardisken. For stamgæsterne er Simba blevet lidt af et kendetegn og en kær ven, der altid bringer smil og varme til stedet.
Selvom Simbas ejer bor et stykke væk, kan hun være tryg ved, at hele byen passer godt på ham. Simba er nemlig vant til at gå sine egne veje – og i Ringe har han tydeligvis fundet sin yndlingsplads.
Med fødselsdagsindsamlingen viste Simba, at hans charme rækker længere end til blot at sprede glæde i hverdagen. Han har formået at samle over 9.000 kroner ind, som nu går til opbygningen af det nye internat i Ringe. Her får hjemløse katte fremover chancen for en tryg ny start i livet.
Simba er med andre ord ikke bare en kat – men også en lille lokal helt, der med sin popularitet er med til at gøre en forskel for andre katte i nød.
Vi er meget taknemmelige for det flotte bidrag fra Simba og personerne omkring ham! Stort tillykke med fødselsdagen og tusind tak!
- 29/08/2025