Katteleksikon - Kattens Værn

Kattene i havekolonier og sommerhusområder – et fælles ansvar

Om sommeren finder mange katte vej til både havekolonier og sommerhusområder. Her møder de mennesker, som ofte giver dem mad og selskab. Kattene vænner sig hurtigt til den daglige fodring og oplever det som deres trygge rutine. Når sæsonen slutter, og beboerne rejser hjem, forstår kattene ikke, hvorfor maden pludselig udebliver.

Når føden mangler, begynder kattene at kæmpe indbyrdes for at overleve. Det gælder især, når der er mange intakte katte i området: hunkatte i løbetid tiltrækker fertile hankatte, og territoriekampe ender ofte i sår, bidskader og sygdomme, som hurtigt kan sprede sig i kolonien.

Uden regelmæssig mad har kattene desuden svært ved at jage – ligesom vi mennesker mister energi, hvis vi ikke har spist i dagevis. Det bliver derfor en ond spiral, hvor både voksne katte og killinger lider under mangel på føde, skader og sygdom.

Samtidig skaber situationen uenigheder blandt mennesker: nogle oplever kattene som hyggelige og fodrer dem, mens andre ser dem som en gene. Det kan give konflikter i fællesskaber som haveforeninger og sommerhusområder.

Derfor er det vigtigt at huske, at de danske vildtlevende katte stammer fra tamkatte. De er ikke skabt til at klare sig selv året rundt. Når føden svigter, søger de efter mad og ly alle steder, de kan – og ofte vælger kattemødre at føde killinger under sommerhusterrasser, hvor de små killinger er særligt udsatte for rovdyr og kulde.

Hvad kan vi gøre sammen?

Reager tidligt: Hvis en kat pludselig begynder at komme fast i haven, bør den altid fremlyses som det første. Hvis ingen kender den, skal man søge hjælp ved at kontakte os. Vent ikke til efteråret.

Tænk på dyrevelfærden: Kattene har brug for tryghed, ly og mad året rundt. Det er ikke nok at nyde deres selskab i sommermånederne og derefter efterlade dem til en usikker skæbne.

Skab fælles retningslinjer: Tal åbent og respektfuldt i foreningen eller grundejerforeningen om, hvordan man håndterer katte i området, inden problemerne vokser sig store.

Samarbejd med fagfolk: Kontakt Kattens Værn, når der observeres herreløse eller vildtlevende katte, så der kan sættes ind med rettidig indsats. Katteinspektører dækker store områder og kan sjældent komme med kort varsel, så det er vigtigt ikke at vente til man skal hjem.

Forebyg udbredelse: Uden hjælp formerer kattene sig hurtigt, og pludselig kan et område stå med 50 katte – alle i en sårbar og kritisk situation.

Informer beboere og gæster: Det er afgørende at udbrede viden om, hvorfor man ikke må efterlade katte, når sæsonen slutter.

Fælles ansvar

Ved at reagere i tide og tage ansvar kan vi skabe et trygt og ansvarligt fællesskab i havekolonier og sommerhusområder – både for mennesker og katte. På den måde undgår vi, at dyr overlades til en barsk og usikker tilværelse, og vi styrker samtidig fællesskabet mellem naboer.

    Facebook
    Email
    Print