fbpx Kattens Værns Guide til Pelspleje | Sådan holder du pelsen flot | Lær mere om din kat

Kattens Værns guide til pelspleje

Skrevet af Internatsleder Rikke Snedled for Kattens Værn
Der findes langhårskatte, semilanghårskatte og korthårskatte. Det er ikke alle pelstyper der kræver den samme pelspleje, men alle katte har godt af det. Det er en skøn måde at give sin kat omsorg og nærvær på, og så kan man samtidig mærke sin kat efter for sår og utøj.
 

Fordele ved god pelspleje
God og regelmæssig pelspleje har bl.a. den fordel, at der vil være mindre hår rundt på møblerne. Ikke mindst, vil det mindske mængden af hår, som katten slikker i sig ved soignering, der kan sætte sig som hårboller i tarmene.

Hvis katten har problemer med hårboller, kan det også afhjælpes ved at tilbyde kattegræs, kattemalt og stuebambus.

Gør det til en god oplevelse
Man kan med fordel gøre det til en hyggestund at pleje pelsen på sin kat. Man vænner katten til fra helt lille at blive berørt over hele kroppen. Hermed kan man gå den efter eventuelle knuder dagligt.

Væn den forsigtigt til kammen og børsten. Gå pelsen godt igennem med kammen jævnligt, alt efter hvor meget pelsen filtrer. Der er stor forskel på hvor meget de filtrer, nogle kræver at blive redt hver dag og andre holder næsten pelsen selv.

Korthårskatte
Korthårede katte er gode til at holde deres pels selv, og de kræver ikke det samme som en kat med langt hår. 

Du opnår dog, som nævnt i første afsnit, nogle praktiske fordele. F.eks. undgår du mange hår i hjemmet og i møblerne, og du får gennemgået katten for sår og utøj. Ikke mindst er det altid dejligt med rigtig kvalitetstid med sin firbenede følgelsven.



Redskaber til korthårskatte:

  • En metalkam, som bruges til at få fat i de filter der skulle være, og som fjerner underuld.
  • En karde kan efterfølgende bruges. Den fjerner løse hår og giver en flot finish.
  • En naturhårs- elle gummibørste, der kan fjerne de løse hår.
  • I fældeperioderne kan man med fordel bruge en Furminator som effektivt går ind og fjerner underulden.

Overvægtige katte kan have mere brug for hjælp til soignering, da de ikke altid kan nå alle steder på kroppen.

Langhårs-/semilanghårskatte.
Anskaffer man sig en langhåret kat, skal man sætte sig godt ind i pelspleje. Man skal regne med, at der skal afsættes tid til det, og så det er vigtigt, at vænne den til at blive børstet og håndteret helt fra fra begyndelsen.

En langhårskat har en pels, som består af underuld inderst og lange dækhår yderst. Det der nemt sker er, at underulden løsner sig og griber fat i de lange dækhår. Hermed dannes der små filtrer, som bliver større og større, hvis ikke de fjernes jævnligt.

Hvis pelsen ikke bliver passet, kan det blive så slemt at det bliver til et helt tæt uldtæppe om katten. Så vil den få svært ved at bevæge sig, og huden vil ikke kunne ånde. Dette er meget smertefuldt for katten. I sådanne tilfælde må man gå ind og bedøve katten og barbere pelsen helt ned. Derefter kan man så starte forfra, og holde det ved lige derfra.



Begynd eksempelvis fra bagkroppen, og gennemgå pelsen i små portioner ad gangen, som redes igennem med hårene. Fortsæt med denne fremgangsmetode indtil hele pelsen er friseret. Hvis man bare reder fra hovedet og ned af kroppen med en børste, får man ikke altid fjernet filtrene nede i underulden. Vær altid meget opmærksom på de udsatte steder; eksempelvis maven, mellem benene og ved ørerne.

Er filtrene ikke til at rede ud, kan man med fordel bruge en filterkniv. Vælger man at klippe med en saks, skal man passe meget på at man ikke kommer til at klippe i den tynde hud. Klip altid væk fra katten med hårene.

Redskaber til langhårskatte:

  • En metalkam, som bruges til at få fat i de filter der skulle være, og som fjerner underuld.
  • En karde kan efterfølgende bruges. Den fjerner løse hår og giver en flot finish.
  • En filterkniv, til de genstridige filter.
  • I fældeperioderne kan man med fordel bruge en Furminator som går effektivt ind og fjerner underulden.

Kattens Værns videoguide til pelspleje af langhårskat



Lær din kat at blive børstet
Lær din kat at blive børstet helt fra killing, så det er noget den kommer til at elske. Start altid når katten er træt og gerne vil hygge. Er den legesyg vil det sikkert ikke blive en succes.

Begynd med at rede den med hænderne, så den vender sig til at blive rørt over det hele. Når den har det fint med det, kan du så småt begynde med en kam eller børste. Start altid i hovedet eller ved halsen, hvor de fleste katte godt kan lide at blive rørt. Når den er ok med det, kan man bevæge sig videre. Ros altid katten og forkæl den evt. med en ynglingssnack ind imellem. Fortsæt ikke længere end katten gider, da det helst skal være en god oplevelse.

Adopterer du en voksen kat, er det ikke sikkert at den har været vant til at blive børstet, men det er ingen hindring. Vent dog til katten er helt tryg i dens nye hjem, før du begynder at øve med den. Det gøres på samme måde som hos en killing, men det kan godt tage længere tid at lære.

Find produkter i Kattens Værns webshop
De nævnte redskaber kan du købe her: KAMME OG BØRSTER TIL KATTE
Kattegræs og kattemalt finder du på vores webshop: KATTEGRÆS OG KATTEMALT

Læs mere om flåter og parasitter i pelsen