En løbetid er den periode, hvor katten kan blive drægtig ved parring. Hunkatte bliver kønsmodne omkring 5-6 måneders alderen. Længden af løbetid kan variere, men varer typisk mellem 1-21 dage. Når hunkatten først går i løbetid, kan det gentage sig hver anden til tredje uge i sæsonen. Perioden for løbetid styres af dagslængden og temperatur, og varer typisk fra tidligt forår til efteråret.
Når en hunkat er i løbetid, ændrer hendes adfærd sig markant:
• Hun bliver meget kontaktsøgende og gnider sig op ad mennesker og møbler.
• Hun bliver rastløs og kan have en nedsat appetit.
• Hun løfter ofte bagkroppen, når man rører hende.
• Hun kalder højlydt for at tiltrække hankatte.
• Hun kan forsøge at smutte ud for at finde en hankat at parre sig med.
Risikoen ved ikke at sterilisere sin kat
Hvis en hunkat ikke steriliseres, er der en stor risiko for, at hun bliver drægtig. En enkelt hunkat kan få op til 2-3 kuld om året med typisk 3-6 killinger pr. kuld. Ud over uønskede killinger er der også sundhedsmæssige konsekvenser:
• Stress og vægttab: Gentagne løbetider uden parring kan være stressende for katten og føre til vægttab.
• Øget risiko for brystkræft: Hunkatte, der steriliseres tidligt, har markant lavere risiko for at udvikle ondartede mamma tumorer.
• Livmoderbetændelse (pyometra): En alvorlig og potentielt livstruende infektion, der kræver akut behandling. Det kan ramme alle aldre, men oftest midaldrende/seniorkatte.
Fordele ved sterilisering
Sterilisering er en enkel operation, hvor dyrlægen fjerner kattens æggestokke – nogle gange også hele livmoderen. Proceduren udføres under fuld narkose, og katten kommer sig hurtigt.
Fordelene er mange:
✔️ Ingen risiko for uønskede killinger.
✔️ Din kat undgår stressende løbetider.
✔️ Markant reduceret risiko for livmoderbetændelse og brystkræft.
Hvornår bør man sterilisere sin kat?
Vi anbefaler sterilisering fra ca. 4-6 måneders alderen – inden første løbetid.
Har du spørgsmål om sterilisering, eller ønsker du at bestille en tid, kan du kontakte Katteklinikken ved Kattens Værns.