Madame Tussauds blev indleveret til internatet af en af vores katteinspektører. Hun kommer fra et sted med mange katte, hvor hun har været vant til frit at kunne gå ind og ud, som det passede hende. Vi forestiller os, at hun vil trives bedst i et hjem, hvor hun kan være enekat.
Hun er en forsigtig kat, der har brug for tid til at se nye mennesker an og finde sig til rette i nye omgivelser. Når hun først føler sig tryg, nyder hun dog at blive nusset og poterne ælter derudaf. Med den rette tålmodighed og ro tror vi derfor, at hun kan udvikle sig til en skøn kat, der knytter sig til sine mennesker og bliver en dejlig del af familien.
På grund af hendes forsigtige natur søger vi et roligt hjem uden små børn, hvor hun får lov til at falde til i sit eget tempo og opbygge tillid stille og roligt. Hun vil sandsynligvis også trives rigtig godt på landet, hvor hun kan få lov til at gå ude og samtidig hjælpe med at holde musebestanden nede. Det er naturligvis vigtigt, at hun har adgang til et varmt og tørt sted, hvor hun kan søge ly for vind og vejr. En stald, et udhus eller lignende vil være helt ideelt, hvis hun ikke nødvendigvis skal bo inde i huset.
