fbpx Øremider (Otodectes cynotis) | Kattens værn

Øremider (Otodectes cynotis)

Skrevet af Dyrlæge Katrine Vedel for Kattens Værn


Katte kan have en del parasitter. Nogle lever udenpå katten (ectoparasitter), og nogle lever indeni katten (endoparasitter). Øremiden er en ectoparasit, som giver den angrebne kat store gener i ørerne med voldsom kløe og muligvis øregangsbetændelse til følge. 

Øremider er årsagen til omkring 84 % af øregangsbetændelser hos katte. De forekommer typisk hos killinger eller vildtlevende katte. De voksne øremider er små hvide mider der er 0,3-0,5 mm lange og er meget mobile. De lever fortrinsvis nede i øregangen, hvor de ernærer sig af vævsrester og -væsker fra den ydre øregang. Katte smittes med øremider ved direkte kontakt med en anden kat, eller hvis de ligger og sover samme sted. 

Livscyklus
Øremidens livscyklus varer 3-4 uger og alle livsstadier lever ovenpå huden. Æggene lægges således, at de sidder fast til et hår. Her sidder det i 4 dage inden det klækker til en 6-benet larve. Efter ydligere 4 dage skifter larven hud og bliver til nymfe som efterfølgene efter 8 dage skifter hud igen og udvikler sig til den voksne øremide.



Diagnose og behandling
Øremiders tilstedeværelse i den ydre øregang forårsager lokal inflammation og øget mængde ørevoks hos katten, som er meget karakteristisk, da det ligner kaffegrums. Katten vil klø sig voldsomt i ørerne og ryste på hovedet. Er man i tvivl om ens kat har fået øremider, kan dyrlægen stille diagnosen ved at se ned i øret med et otoskop, der lyser ned i øregangen. Med otoskopet som både lyser og forstørrer kan man se de levende øremider kravle rundt nede i øregangen. Er dyrlægen i tvivl udtages en svaberprøve, som undersøges under et mikroskop. Behandlingen består i første omgang af en oprensning af øregangen typisk i narkose, hvor al ørevoks og mider fjernes, så trommehinden kan vurderes før en medicinsk behandling sættes i gang. 




Efterfølgende behandles katten med enten lokale øredråber, hvor man typisk drypper kattens ører et par gange om dagen i 10-14 dage, eller med et spot-on produkt som dryppes direkte på huden i nakken. Det er vigtigt at opdage hvis katten har øremider og få det behandlet, da det er lidelsesfuldt for katten. Hvis den ikke bliver behandlet, kan der udvikles en kronisk infektion, hvor øregangen hæver op og bliver forsnævret, og der kan ske skader på trommehinden, eller udvikles polypper i øregangen. Er der andre kæledyr i husstanden bør de også undersøges og eventuelt behandles, da øremider kan smitte til andre dyr hvis de bor sammen. Selv om det er en parasit man oftest ser hos katten, kan både hund og ilder smittes.


Her ser du en meget veltilfreds kat, Sofus. Han er blevet behandlet og befriet for sine grimme øremider.