Uh, hej med dig!
Jeg hedder Sander, og jeg er en forsigtigper, som lige skal se dig lidt an – men så vil jeg til gengæld også gerne nusses og hygges med.
Damerne på internatet siger, at jeg er en rigtig kærlig og kælen lille hankat indeni – det skal bare lige graves lidt frem bag en forsigtig facade af usikkerhed. Heldigvis kan jeg godt glemme lidt, at jeg er usikker, hvis du gider kæle mig. Og så begynder jeg at spinde og løfte rumpen for at blive nusset ordentlig igennem.
Jeg håber, at jeg kan finde mig et roligt hjem, hvor du forstår, at jeg lige skal have lidt tid til at falde til og finde ud af tingene. Jeg søger derfor et roligt hjem, der kan hjælpe mig med at finde noget mere selvtillid frem, så jeg kan blive den dejlige sofaløve, som gemmer sig i mig.
Jeg har levet udenfor det meste af mit liv, så derfor kan du hjælpe mig på vej med en masse gode oplevelser, nogle gode nusseture og tålmodighed, hvis jeg måske kan finde på at gemme mig under sofaen engang imellem.
HVOR JEG KOMMER FRA
Jeg er næsten lige landet på internatet, og det har altså været noget af en omvæltning i min hverdag. Jeg blev nemlig født i det fri i en privat have, hvor jeg hyggede mig med mine søskende og blevet fodret, mens jeg levede det frie liv. Men jeg tror nu, at det er meget godt, at der er blevet taget hånd om mig, så jeg nu kan få mit eget hjem en dag om ikke så længe forhåbentlig.