Jeg var skyggen under månen,
Et flænget suk i regnens sus.
Pels som tjære, øjne sorte,
Verdens gnaven var min rus.
Jeg kendte kun de kolde fliser,
Hvæs og flugt og skarpt instinkt –
En sjæl i klo og knuste bånd,
Men hjertet slog, selv når det stak.

Så kom et bur, en stemme, duft af ro,
En skål med navn, et lille håb.
De rensed’ blodet i min pels,
Lod mig hvile, lod mig gro.
Først var jeg storm, var lyn og lussing,
Men de lod mig være regn –
Indtil jeg selv gik frem i lyset
Og fandt en vej, der førte hjem.

For så kom hænder, tålmodigt bløde,
De bar mig ind, hvor varmen bor.
De så mit vilde, så mit sårede,
Og elsked’ mig, som ingen tror.
Kattens Værn – de gav mig øjne
tog mig væk fra onde løgne.
Fra skrig til spinden, fra klo til nus–
Et vildt dyr lærer kærlighed.

Nu sover jeg på stille puder,
Hvor før jeg krøb i mørkets kant.
Et navn, en hånd, en morgensol –
Jeg har en plads i varme rum.
Men stadig husker jeg de vilde år,
Og ved at alting har en pris –
Jeg takker dem, der så mit væsen,
Og gav mig liv i stedet for is.

For hver en kat der løber vild,
Er der et håb, en åbnet dør.
Et blik der ser bag kløers vilje,
Et hjerte, som mod mørket tør.

For der findes hænder, tålmodigt bløde,
Der bærer dem ind, hvor varmen bor.
De ser det vilde, ser det sårede,
Og elsker dem, som ingen tror.
Kattens Værn – de gav mig øjne
tog mig væk fra onde løgne.
Fra skrig til spinden, fra klo til nus –
Et vildt dyr lærer kærlighed.