Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Forekomst

Knoglebrudbrud ses relativt hyppigt hos katte.

 

Årsag

Hos katte drejer det sig primært om påkørsler, nedfald fra etageejendomme samt skader i hjemmet, hvor katten hænger fast, falder ned og kommer i klemme.

 

Symptomer

Afhænger af, hvor bruddet er lokaliseret.

Ved brud på ben og poter vil katten halte og have moderate til kraftige smerter.

Ved brud på bækkenet, har katten stærke smerter, den bevæger sig nødigt og kan have svært ved at komme af med urin og afføring. I nogle tilfælde vil katten slet ikke kunne komme af med urin og afføring og i andre tilfælde løber det ukontrolleret ud af den.

Ved brud på rygsøjlen vil katten have meget svært ved at bevæge sig, og der kan være helt tab af evne til at bevæge dele af kroppen, f.eks. hvor bagkroppen slæbes efter katten. Også her kan katten have svært ved at komme af med urin og afføring. I nogle tilfælde vil katten slet ikke kunne komme af med urin og afføring og i andre tilfælde løber det ukontrolleret ud af den.

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Dyrlægen vil føle på katten og vurdere om der er tale om brud eller forvridning/forstuvning. Men den eneste rigtige metode er ved at tage røntgen eller scanning. Er der tale om påkørsel eller nedfald, bør katten fotograferes grundig igennem, så eventuelle brud andre steder i kroppen ikke overses.

 

Behandling

De fleste brud kan behandles kirurgisk. I nogle tilfælde kan et brud være så kompliceret eller følgeskaderne være så omfattende, at aflivning er den eneste udvej.

Som katteejer skal man indstille sig på, at forløbet efter en operation er meget omfattende og kræver, at katten kan holdes inde i lang tid og i nogle tilfælde er det nødvendigt, at katten holdes i bur, så bruddet får ro til at hele korrekt. Har man en meget aktiv udekat, skal man vurdere om operation er den rigtige løsning på sigt. Desuden kan man risikere, at der udvikles gigt i det område, hvor bruddet har været lokaliseret.

 

Forebyggende

Du kan forebygge nedfald fra etageejendomme ved, at sikre altaner og vinduer, så katten ikke kan komme ud.

Man kan som husejer bygge en voliere, så katten kun bliver i haven og ikke er i risiko for at blive påkørt.

Desuden kan du forsøge at sikre dit hjem – katte vil gerne højt op, så de kan slappe af og overskue rummet, og her kan du sørge for trin på vejen op og ned, så katten ikke skal springe for store afstande og risikere skader. Der findes mange flotte løsninger til enhver smag og indretning.