Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Nyresvigt er en tilstand, hvor nyren er belastet, så dens funktion nedsættes. Nyrernes funktion er, at udskille affaldsstoffer i blodet, og desuden regulerer de blodtryk og væskebalance. Først når 2/3 af nyrens kapacitet er ødelagt, taler vi om nyresvigt. Dette er en potentielt livstruende tilstand.

 

Forekomst

Nyresvigt ses hyppigt hos katte, især ældre katte og Perser.

 

Årsag

Nyresvigt kan have mange årsager.

  • Arveligt
  • Virus (KatteAIDS – læs mere her, Katteleukæmi – læs mere her)
  • Cystenyrer (læs mere her)
  • Forgiftninger f.eks. planter, kølervæske, svampetoksiner
  • Lav blodtilførsel til nyrerne efter skade, svær dehydrering mv.
  • Aldersbetinget

 

Symptomer

  • Øget drikke og tisselyst
  • Dehydrering
  • Vægttab
  • Kedelig pels
  • Nedsat eller ophørt appetit
  • Nedstemt og stille
  • Opkast/kvalme pga. ophobning af affaldsstoffer
  • For højt blodtryk ® højt indhold af protein i urinen®yderligere belastning på nyrerne

 

Diagnosticering

En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.

Dyrlægen vil ofte have en mistanke om diagnosen ud fra symptomerne. Desuden vil dyrlægen tage blodprøve og urinprøve, samt evt. blodtryk for at vurdere graden af tilstanden og nyrens kapacitet. Ultralydsscanning af nyrerne er også en god metode til at vurdere tilstanden.

 

Behandling

Der er ingen direkte behandling for nyresvigt, så behandlingen vil være symptomatisk. Her gives f.eks. iv væskedrop, kvalmestillende og evt. fodring via sonde.

Da nyrens tilstand kan forværres af de affaldsstoffer som et højt proteinniveau i foderet kan give, vil man forsøge at korrigere herfor med foder specielt udviklet til katte med nyreproblemer f.eks. Royal Canin Renal (læs mere her). Heri er også mineraler korrigeret, da bl.a. fosfor i lav mængde, kan afhjælpe tilstande. Man kan også bruge deciderede fosfatbindere, som gives som supplement.

Er der forhøjet blodtryk, skal det behandles, så proteinmængden i urinen nedsættes.

 

Forebyggende

Du kan forebygge mod arveligt betinget nyresvigt, ved at udelukke nyresyge katte fra avlen.

Du kan afhjælpe belastede nyrer hos f.eks. ældre katte med nyre diæt, idet svækkelsen af nyrerne måske derved ikke udvikles til et svigt (læs mere her).