Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Urinmarkering er et symptom og en adfærd og ikke en sygdom.

Urinmarkering bør ikke forveksles med urenlighed, der foregår på vandrette flader, hvor katten sidder med sænket bagpart, hvor markering foregår på lodrette flader som strint.

 

Forekomst

Urinmarkering ses hyppigt hos ikke kastrerede hanner og katte i store kattehold.

 

Årsag

Som oftest er urinmarkering en måde for katten, at afsætte en markering, der definerer dens territorie. Katte urinmarkerer fordi de vil holde rivaler væk eller fordi de føler sig presset på plads i store kattehold.

I meget sjældne tilfælde kan det skyldes sygdom i urinvejene f.eks. blærebetændelse (læs mere her).

 

Symptomer

Katten vender bagdelen mod en lodret flade og ryster let på halen, mens den strinter urin.

 

Diagnosticering

Dyrlægen vil starte med at tage en grundig snak med ejeren om, hvad der sker i hjemmet og hvordan kattens adfærd er. Herved skal der skelnes, om der er tale om urinmarkering eller decideret urenlighed (læs mere her).

Man kan også forsøge, at udelukke mistanke om sygdom, ved forskellige prøver.

 

Behandling

Afhænger af årsagen.

Ofte vil kastration være nok til at løse problemet og der kan tillige forsøges at reducere det pres, der får katten til at strinte, f.eks. ved at reducere antallet af katte i husstanden.

 

Forebyggelse

Du kan selv gøre forskellige tiltag for at reducere stress for din kat (læs mere her).

Kastration allerede som killing vil ofte eliminere tendensen til at urinmarkere og trangen til at være territorial.