Min kat tisser/har afføring udenfor kattebakken, hvad kan jeg gøre?

Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Dyrlæger kalder det urenlighed og det skal skelnes fra urinmarkering (strint), der foregår på lodrette flader, hvor urenlighed foregår på vandrette flader, hvor katten sidder med sænket bagpart.

Urenlighed betyder, at katten urinerer og/eller har afføring udenfor bakken. Nogle katte vælger, at gøre det lige ved siden af bakken og andre vælger forskellige steder i boligen.

Desværre er urenlighed utrolig hyppigt hos katte og er den uønskede adfærd, som Kattens Værn oftest får klart flest henvendelser om. Det ses oftest hos ikke kastrerede hanner og katte der lever i store kattehold.

 

Hvorfor tisser min kat udenfor bakken

Der kan der være utrolig mange årsager til, de hyppigste årsager er:

  • Stress (læs mere her) f.eks. på grund af:
    • Husholdninger med for mange katte på for lidt plads
    • Hormonelt
    • Manglende aktivering og forkert miljø for indekatte
    • Fremmede katte f.eks. naboens kat, der stirrer ind gennem vinduet
    • Uro, larm f.eks. hvis der er håndværkere
    • Nye tiltag f.eks. baby i familien, overnattende gæster, ny kat
    • Flytning
  • For få kattebakker pr. kat
  • Kattebakken ikke er ren nok (ifølge katten)
  • Kattegrus, der ikke accepteres af katten, eller at laget af grus ikke er dybt nok
  • Type af kattebakke, nogle katte kan f.eks. ikke lide den lukkede model

 

Hvordan kan jeg kende forskel på, om det er uønsket adfærd eller sygdom

  • Ved sygdom:
    • Katten går ofte på bakken og er ofte urenlig
    • Katten afsætter små portioner urin eller slet intet
    • Afsætning af urin kan være smertefuldt
    • Der kan i nogle tilfælde ses blod i urinen
    • Kattens slikker meget ved urinåbningen
  • Ved stress/adfærdsproblem:
    • Katten afsætter urin/og eller afføring i normal portion størrelse og nogle gange er det eneste symptom. Andre viser tegn på nedsat appetit, de gemmer sig, bliver aggressive og nogle oversoignerer deres pels.

 

Hvad kan jeg selv gøre

Du skal tage din kat til dyrlægen. Desværre er det ikke altid nemt at finde årsagen til problemet, så dyrlægen vil starte med at tage en grundig snak med dig om, hvad der sker i hjemmet. Desuden skal muligheden for sygdom udelukkes ved, at tage urinprøve og evt. blodprøve. Urinen undersøges også for urinvejskrystaller og blæresten. Ultralydsscanning og/eller røntgen kan blive nødvendigt.

 

Kan urenlighed kureres

Hvis det skyldes sygdom i urinvejene kan det ofte behandles med antibiotika og smertestillende.

Hvis det skyldes stress/adfærdsproblem er det mere kompliceret og kræver mange tiltag. Du kan gøre mange ting for at mindske stress for din kat (læs mere her).

Nogle katte kan ikke modstå trangen til at tisse på bløde ting, som bademåtter mv. og her skal du sørge for, at der ikke ligger noget på gulvet. Sæt en kattebakke på det pågældende sted. Er det sengen der er udsat, kan du sørge for, at katten ikke får adgang til soveværelset eller lægge plastik på sengen og evt. lidt mad. Katten vil ofte ikke besørge, der hvor den spiser.

 

Det er uhyre vigtigt, at der er kattebakker nok, vi anbefaler mindst en kattebakke pr. kat, kombineret med et tykt lag grus og hyppig fjernelse af afføring og tisseklumper. Katten er et utrolig renligt dyr og vil vælge bakken fra, hvis den synes, at den ikke er ren nok. Sørg for, at bakken står et roligt sted, så katten kan besørge i ro og fred. Uro omkring bakken, kan også få katten til at blive urenlig.