Af Yvonne Thomsen, aut. veterinærsygeplejerske og katteadfærdsrådgiver.

D. 28. marts er ”Respekter din kat-dag”. I den anledning vil vi fortælle lidt om, hvor vigtigt det er at respektere din kats adfærdsmæssige behov. Dyreværnsloven siger også, at vi skal passe vores katte ved både at tage hensyn til deres sundhedsmæssige og deres adfærdsmæssige behov.


The International Society of Feline Medicine, er en forening for dyrlæger og veterinærsygeplejersker med en særlig interesse i katte. ISFM står bl.a. bag Cat Friendly Clinic-programmet. Foreningen har også formuleret kattens 5 vigtigste miljøbehov, som kan hjælpe dig med at respektere din kat og dens behov.

De fem miljøbehov er:

  • Giv hver kat mindst ét ”sikkert sted”.
  • Giv din kat flere eksemplarer af hver vigtig ressource.
  • Giv din kat mulighed for at lege og udføre jagtadfærd.
  • Giv din kat positiv, stabil og forudsigelig social kontakt med mennesker.
  • Respektér din kats følsomme lugtesans i miljøet.


  • Det er et vigtigt behov for katte lege og udføre jagtadfærd.


    Giv hver kat mindst ét ”sikkert sted”
    Katte er ikke flokdyr og hvis din kat har brug for lidt alenetid, eller der sker noget, der ikke er så rart for den – f.eks. hvis der er larmende håndværkere i hjemmet – så kan det hjælpe den meget at have et sted, den kan trække sig tilbage til og finde tryghed i.

    Et sikkert sted kan være så lidt som en blød og lun kattehule, placeret et fredeligt sted i hjemmet. En papkasse vendt på hovedet, med et klippet indgangshul og et blødt tæppe i bunden, kan også være et dejligt sted for din kat. Mange katte kan lide at komme op i højden og få et overblik over rummet. Et sikkert sted kan også være nogle dybe og brede hylder, som der ikke står andre ting på og som din kat f.eks. kan komme op på, ved at bruge andre møbler som springbræt.

    Luksusversionen af et sikkert sted, er kattens eget værelse, hvor den har adgang til alle sine vigtigste ressourcer – se herunder - og som den måske endda har adgang til via en chip-kattelem, så andre dyr i familien ikke kan komme derind.

    Giv din kat flere eksemplarer af hver vigtig ressource
    Din kats ressourcer er bl.a.:

    • Mad / spisesteder
    • Vand / drikkesteder
    • Kattebakker / udetoiletter
    • Kradsemuligheder, gerne både vandrette og lodrette
    • Hvile- og sovemuligheder
    • Høje udkigsposter
    • Gemmesteder
    • Ud- og indgange til hjemmet, fx kattelemme

    En tommelfingerregel siger, at katte bør have adgang til mindst lige så mange eksemplarer af hver ressource, som der er katte i hjemmet, plus én. Hvis du har én kat, bør den altså have mindst to eksemplarer af hver ressource og hvis du har to katte, bør der være mindst tre af hver ting. Katte finder tryghed i at have valgmuligheder. Især hvis du har flere katte, er det vigtigt, at der er ressourcer nok til dem alle, så de ikke skal konkurrere med hinanden om dem.

    Når flere katte lever sammen, vil de ofte dele hjemmet op i mindre territorier og det kan være ubehageligt for den enkelte kat, at skulle gå ind på en anden kats område, for f.eks. at spise.  Derfor et det en god idé at placere mindst ét sæt af ressourcer i hver kats område.

    Husk, at foder og vand bør stå langt væk fra hinanden og at foder og vand ikke bør stå tæt på kattebakker.

    Giv din kat mulighed for at lege og udføre jagtadfærd
    Din kat er den fødte jæger og særligt, hvis den ikke har adgang til udelivet, er det vigtigt, at du aktiverer den og giver den mulighed for at få afløb for sit jagtinstinkt. Det kan du bl.a. gøre ved at lege med den, f.eks. med et ”fiskestangslegetøj”. At fodre din kat i aktiveringslegetøj, giver den også mulighed for at udføre mange dele af sin naturlige jagtadfærd. Du kan læse mere om aktiveringsfodring her: https://kattens-vaern.dk/aktiveringsfodring

    Selvom din kat kommer ud og går på jagt, kan den have stor gavn af, at du aktiverer den med f.eks. leg. Når du leger med din kat og laver andre sjove aktiviteter med den, styrker du båndet mellem jer.

    De fleste katte kan godt lide at blive nusset på kinderne eller i panden, i kort tid ad gangen.

    Giv din kat positiv, stabil og forudsigelig social kontakt med mennesker
    Du vil helt sikkert gerne være din kats bedste ven. Hvis den gør noget, du ikke vil have, at den gør, bør du ikke bruge straf. Hvis du f.eks. ikke vil have din kat til at hoppe op på køkkenbordet, kan du for det første give den andre muligheder for at få det, den søger på bordet – f.eks. mad, som den i stedet kan få fra nogle spændende aktiveringslegesager på gulvet, eller udsigt over haven, som den i stedet kan få fra et klatremiljø eller nogle tomme hylder på væggen.

    For det andet, bør du i stedet for at straffe din kat, belønne den, når den gør det, du gerne vil have den til at gøre. Du kan altså belønne den, når den går forbi køkkenbordet uden at hoppe derop, eller for at bruge sit kradsemiljø til at få en god udsigt fra, frem for køkkenbordet.

    Forudsigelighed gør din kat tryg. Faste fodringstider, legetider og pelsplejetider gør det nemmere for dig at huske de gode aktiviteter og din kat vil nyde de faste rutiner.

    Mange katte bryder sig ikke om at blive taget op at bære eller have tæt fysisk kontakt til mennesker i længere tid ad gangen. Det er også vigtigt at respektere. I stedet for, at du tager initiativ til fysisk kontakt med din kat, kan du vente, til den selv opsøger dig og f.eks. gnider sine kinder mod dig.

    Hold jævnlige pauser med at røre ved katten og se, om den selv ”beder om mere” ved f.eks. at læne sig ind mod din hånd. Hvis den ikke har lyst til mere berøring, vil den typisk vende sig om eller gå sin vej. Det bør du respektere og lade den gå. På denne måde kan katten faktisk blive mere kælen, fordi den er tryg ved, at den altid selv kan stoppe kontakten, når den ikke har lyst til mere.

    Du kan også træne din kat, så den lærer, at det kan være rart at blive taget op, at have det godt med at blive børstet, at gå frivilligt ind i transportkassen og andre ting, som mange katte synes er mindre behageligt.

    Respektér din kats følsomme lugtesans i miljøet
    Undgå at bruge kattegrus med duft – heller ikke ”naturlige” dufte, som lavendel eller græs. Duftende kattegrus kan få din kat til at undgå at bruge bakkerne. Hvis kattebakkerne lugter dårligt, skal de rengøres oftere.

    Undgå at tage parfume på, når din kat er i rummet og undgå at bruge duftfriskere, der spreder kunstige dufte i hjemmet.

    At respektere din kats følsomme lugtesans, handler ikke kun om at undgå ubehagelige dufte. Det handler også om at give din kat mulighed for at mærke miljøet med sin egen duft, f.eks. ved at kradse i kradsetræer eller gnide kinderne på en ”self groomer”, som du kan se her: https://catit.co.uk/shop/senses-2-self-groomer/

    Katte sætter nemlig duft af fra kirtler mellem trædepuderne, når den kradser i ting og fra kirtler på kinderne når den gnider dem mod ting i hjemmet - eller mod dine ben. Når din kat kan mærke sine omgivelser med sin duft på disse måder, er det også mindre sandsynligt, at den vil føle trang til at mærke territoriet ved at strinte med urin – og det vil du jo helst undgå, at den gør.

    Vi ønsker dig og din kat en rigtig dejlig ”Respekter din kat-dag”
    Og vi håber, at tipsene i denne artikel kan være med til at gøre din kat endnu mere tilfreds med sin luksustilværelse hos dig.