Skrevet af Dyrlæge Therese Servé Wilbert for Kattens Værn

Forekomst
Stomatitis ses ofte hos katte. Især racekatte er udsat f.eks. Maine Coon, Norsk Skovkat, Burmeser. Udekatte er særligt udsatte, da mange tilfælde af mundhulebetændelse skyldes sygdomme, som udekatte er særligt udsat for.


Årsag
Mundhulebetændelse kan have mange årsager

  • Virus f.eks. Calicivirus (læs mere her)
  • Bakterier, der sætter sig i plak og tandsten
  • Nedsat immunforsvar pga. anden sygdom, f.eks. KatteAIDS (læs mere her), Diabetes (læs mere her)
  • Arvelig disponering



Symptomer
Nogle katte viser næsten ingen symptomer.
Tandkød og mundhulens slimhinde er hævet, øm og meget rød.
Katten savler, har nedsat eller manglende appetit, udviser smertereaktion når de spiser, lugter grimt fra munden, vil helst ikke røres i hovedet og soignerer sig nødigt. Nogle katte gnider poterne mod læber og mund. Der kan i svære tilfælde ses vægttab og kedelig pels.


Diagnosticering
En kat med ovenstående symptomer bør tilses af en dyrlæge.
Dyrlægen vil typisk stille diagnosen ud fra undersøgelse af mund og tænder. Men det kan kræve videre undersøgelse at fastlægge årsagen. Her kan foretages blodprøve, svaber fra slimhinden samt tandrøntgen.


Behandling
Afhænger af årsagen.
Dyrlægen kan behandle med smertestillende og i nogle tilfælde med antibiotika. Desuden kan tandkød og mundslimhinde renses dagligt ved tandbørstning, gerne i kombination med Klorhexidin mundskyl/gel.


Forebyggelse
Daglig tandbørstning er en god forebyggende metode og da mundhulebetændelse har tendens til at vende tilbage, anbefaler vi, at din kat tilses af dyrlægen hver 6.-12. måned, så der kan foretages rettidig tandbehandling.
Du kan vaccinere din kat mod Calicivirus (læs mere her).
I forhold til KatteAIDS, er kastration/sterilisation vigtigt, da risikoen hermed nedsættes.