Peter Lauridsen har gennem de seneste tre år været frivillig hos Kattens Værn i Brøndby. Hver mandag kl. 08.00 når han møder, checker han dagsplanen, der er hængt op i hver af stuerne, og så pakker han ellers sin rengøringsvogn og går i gang. Her skal tømmes kattebakker, skiftes håndklæder og gøres rent i burene, her skal støvsuges og vaskes gulv, og slidt eller defekt legetøj bliver skiftet ud.
Startede som kattenusser
Det var i sin tid Peters nabo, der lokkede ham herud – det var i 2018. Hun var selv frivillig.
»Jeg startede som kattenusser i nogle timer en gang om ugen. Det indebærer, at man tager sig af kattene – især dem, der udviser størst utryghed, og som er mest tilbageholdne. Det er utroligt givende, når man vinder deres tillid,« fortæller Peter.
En dag manglede her personale på grund af sygdom, og Peter tilbød at hjælpe med. Det bekom ham så vel, at han ændrede status til frivillig.
Det var midt i killingesæsonen, hvor der er absolut travlest på internaterne. Der er stadig tid til at nusse om kattene, men det sker som oftest samtidig med, han arbejder. I en situation med et fyldt internat – og desto mere at gøre – er der dog sjældent rigtig tid.
Peter holder meget af alle dyr, men »men jeg er meget glad for katte,« understreger han: »De er kælne og nærværende. Enten accepterer de én, eller også gør de ikke. Og så skal man ikke gå tur med en kat som med en hund; det er mit helbred ikke rigtig til,« fortæller Peter. Han er førtidspensionist og døjer med en invaliderende rygskade.
Da glæden blev genvakt
Som barn havde han kat. I voksenlivet fik han først kat igen, da naboens kat flyttede ind. Naboen arbejdede nu i en anden dyreværnsorganisation og bidrog blandt andet med at tage killinger i pleje. Det kunne Aske ikke rigtig med. Peters kæreste syntes, de skulle forsøge, om Aske ville bo hos dem. Det ville han. »Og så blev glæden ved katte jo genvakt,« fastslår Peter.
Jo, man får ind imellem lyst til at tage nogle af kattene med hjem, og principielt må man have op til tre katte dér, hvor Peter bor. Men som antydet er det ikke noget, Aske ville sætte stor pris på.
Læres op
Man læres op som frivillig, og vagterne strækker sig over fire timer. Er man interesseret, kan man også tilkaldes, hvis der opstår et pludseligt behov. Og man arbejder ikke alene, men suppleres af en medarbejder.
Her kræves ikke voldsomt mange kvalifikationer, men man skal have fået en stivkrampevaccination: Kattebid kan være farlige.
Peter kan godt anbefale at blive frivillig: Er man katteglad – og måske ikke selv kan have kat – og vil man være med til at gøre en forskel for kattene (og for medarbejderne) – så giver det i høj grad mening at være frivillig.
