Fremmed kat i haven?

Start her, så guider vi dig roligt og sikkert til den rigtige handling — uanset om katten er skadet, tam, herreløs eller vildtlevende.

Er der tale om en vildtlevende og herreløs kat, som du ikke kan røre, hjælper vi dig gerne med at få den fanget ind.

Følg disse punkter og kom trygt i mål

Akut?

Tam eller vild?

Tjek mulig ejer

Observer katten

Tjek kommune

Kontakt og indfangning

1. Akut

Hvad skal jeg gøre, hvis katten er skadet eller død? Find svarene ved at klikke på mulighederne nedenfor.

Hvis du finder en tilskadekommen kat, skal du kontakte os. Hvis det er udenfor normal daglig åbningstid, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812. De har døgnåbent året rundt.

Hvis du finder en død kat på offentlig vej, skal du kontakte kommunen, der vil kunne guide dig videre.

Hvis du finder en død kat på privat område og den ikke er synligt mærket, kan du forhøre dig i diverse Facebook grupper, eller kontakte en dyrlæge eller et internat, så kan de eventuelt hjælpe dig med at aflæse kattens chip, hvis den har en sådan.

Katten har det godt – men er den tam eller vildtlevende?

2. Tam kat med en ejer - eller vildtlevende?

Det vigtigste spørgsmål er, om du kan røre ved katten eller ej. 

Tjek her hvad du skal gøre.

4. Katten kan ikke røres
- observer katten

Den løber væk, kan ikke røres og virker ikke vant til mennesker.

Næste skridt

En tilløbende kat der ikke er vant til mennesker vil løbe bort, når du nærmer dig - og det vil være umuligt at røre ved den.

Hvis det er første gang, du støder på katten, og den er pæn i pelsen og i øvrigt ser ud til at trives, er det muligt, at det bare er en ny og sky ejerkat i området. Se efter et eventuelt øremærke og følg anvisningerne under "Katten virker tam".

Hvis du slet ikke kan komme i kontakt med eller røre katten, er der muligvis tale om en herreløs vildtlevende kat, som vi kan være behjælpelige med at håndtere.

Vi anbefaler, at katten eller kattene observeres gennem 5-8 dage for at være sikre på, at det ikke blot er en nytilflyttet familie med kat.

Giver du katten mad? Du skal være opmærksom på, at det ikke anbefales at fodre katten de første gange, den dukker op, da den måske har et hjem. Bliver katten derimod på adressen igennem flere dage, bør du give katten foder og vand, indtil du hører nærmere fra vores katteinspektør.
Du bør naturligvis give katten vand og foder, hvis du fornemmer et akut behov hos katten.

Hvis du bor til leje eller observerer kattene på en anden matrikel end din egen, kræver loven, at du har en skriftlig tilladelse fra den reelle ejer af matriklen for at bestille en indfangning.

Bor du i ejerlejlighed eller i en andelsboligforening, er det ejer-/andelsforeningen, der skal kontakte os eller der skal foreligge en skriftlig godkendelse til indfangning.

Bor du i en haveforening, er det bestyrelsen heraf, der skal kontakte os i første omgang.

Ja, det kan du via vores genudsætningsprogram, hvis katten er vild og du dermed ikke selv kan bringe den til dyrlægen.

Mange oplever en glæde ved at fodre og tilse de vildtlevende katte, der holder til i nærheden – og vil derfor gerne have en eller flere katte genudsat tilbage i området.

Når katten har været gennem vores genudsætningsprogram, er den undersøgt for sygdomme og neutraliseret, så du ikke pludselig står med en større flok killinger. Katten bliver også mærket og registreret i dit navn, og du tager ansvaret for kattens fremtid.

Når vi indfanger en vildtlevende kat, kan vi ifølge vores retningslinjer kun genudsætte den, hvis en fodervært vil tilse og fodre katten. Erfaringsmæssigt kan en kat ikke fungere/genudsættes et andet sted end der, hvor den er indfanget.

Da en vildtlevende kat ikke kan placeres på et internat, er det eneste alternativ til en aflivning derfor at tilknytte en fodervært i området, hvor den er indfanget.

Måske du vil have katten genudsat hos dig og passe på den?
Læs mere om genudsætning og rollen som fodervært her.

Kattens Værn afhenter ikke katte, du selv har indfanget.

Hvis du vælger selv at indfange en vildtlevende kat, skal du låne en godkendt kattefælde. Den kan man nogle gange låne hos en dyrlæge - forhør dig lokalt.

Du skal derfor lave en aftale med en lokal dyrlæge vedrørende prisen pr. kat for aflivning eller genudsætning.

Når kattene er i fælden, skal du transportere dem til dyrlægen. Dette er naturligvis for egen regning.

I følge lovgivningen skal en kattefælde tilses minimum hver tredje time. Katten må kun opholde sig i en kattefælde i maksimalt tre timer incl transport til dyrlæge.

3. Katten er tam
- tjek for eventuel ejer

Du kan røre ved katten, og den kan være mærket.

Næste skridt

Hvis katten er tam nok til, at du kan komme til den, skal du først og fremmest tjekke om, den er øremærket eller chippet. Bemærk, at en chip ikke kan mærkes, men ofte kan katten være mærket med et C i øret, der fortæller, at katten er chippet.

Din lokale dyrlæge kan eventuelt være behjælpelig med at aflæse chippen - husk at kontakte dyrlægen først.

Hvis du kan se, at katten er øremærket, og det er muligt at komme tæt på den, kan du eventuelt kontakte ejeren ved at aflæse koden i øret.
Koden består typisk af 3 bogstaver og 3 tal. Er den svær at aflæse, kan du prøve at belyse øret bagfra eller gnide øret med lidt madolie på fingrene.

Tjek øremærke eller chipkode hos Dansk Katteregister på www.katteregister.dk eller telefon 70 27 04 47.

Er der kommet nye beboere i området eller har naboen fået kat? Forhør dig i lokalområdet, om det er en lille ny beboer, der bare er nysgerrig.

Hvis katten virker tam og ikke er mærket, anbefaler vi, at man prøver at lave opslag i lokale Facebook grupper eller opslag i området.

Tjek eventuelt lokale Facebook grupper om katte/efterlyste katte.

Hvis du har et internat i nærheden, bør du kontakte dette for at høre mere. Hvis du ikke får reaktioner på dine opslag, kan katten i de fleste tilfælde afleveres på internatet, hvis du laver en aftale i forvejen.

Katten er vildtlevende – hvad koster en indfangning?

To katte bliver hurtigt til mange!

5. Kommuneaftale og priser

Læs her om priser og andre tjekpunkter.

Inden du kontakter os

Når du kontakter os, stiller vi altid nogle spørgsmål om kattene. Her kan du se, hvad vi gerne vil vide.

Det er lidt en opsummering af punkterne ovenfor.

Vi vil gerne høre lidt om..

Af hensyn til lovgivningen skal vi sikre os, at du er ejer af den matrikel, indfangningen skal foregå på - ellers skal der foreligge en skriftlig tilladelse fra den reelle ejer.

Bor du i ejerlejlighed, er det ejerforeningen, der skal give tilladelsen.

Bor du i en haveforening, er det bestyrelsen heraf, der skal give tilladelsen.

Tilladelsen skal sendes til os, inden vi kan oprette en indfangningssag.

Er katten skadet eller ser den på anden måde dårlig ud?

Er katten alene eller er der eventuelt killinger eller flere katte sammen?

Hvordan ser katten ud – farve, striber og særlige kendetegn?

Kan du nærme dig katten og røre ved den?

Kan du se, om den er øremærket?

Hvor tit ser du katten?
Vi anbefaler at katten eller kattene observeres gennem 5-8 dage for at være sikre på, at det ikke blot er en nytilflyttet familie med kat.

Giver du katten mad? Du skal være opmærksom på, at det ikke er anbefalet at fodre katten de første gange, den dukker op, da den måske har et hjem. Bliver katten derimod på adressen igennem flere dage, bør du give katten foder og vand, indtil du hører fra vores katteinspektør.

Har du prøvet at lave opslag hos den lokale købmand, butik, supermarked eller på Facebook grupper i dit lokalområde?

En seddel i postkassen i nærområdet kan også anbefales.

Der er ofte tale om en lokal kat, der har forvildet sig hjemmefra.

Egenbetaling

Hvis vi ikke har en aftale med din kommune, vil der skulle betales for indfangningen.

Prisen består af indfangning, kørsel og eventuelt en genudsætning.

Priser

Indfangning gennem os koster 550,00 kr. pr. kat, og det beløb dækker både indfangning og en eventuel human aflivning.

Da indfangning af katte kan strække sig over en periode, er der et kørselsgebyr på 250,00 kr. pr. dag.

Hvis man ønsker at få en eller flere katte genudsat, koster det yderligere 750 kr. pr. kat for dyrlægearbejdet.

De 750 kr. dækker neutralisering, øre- og chipmærkning, vaccination, tjek for katteAIDS/-leukæmi og behandling af parasitter.

Du har tre vildtlevende katte i haven, som du gerne vil have indfanget. Du vil gerne beholde en af kattene til at fange mus på din grund.
Katteinspektøren kunne indfange alle tre katte på en dag.

Samlet pris:
3 x indfangning af kat = 1.650,-
1 x kørsel = 250,-
1 x genudsat kat = 750,-
Samlet pris bliver 2.650,-

Det reelle regnestykke bag indfangning af en kat viser, at de samlede omkostninger til en indfangning er væsentligt højere end det, vi tillader os at fakturere.

Selvom vi har samarbejde med kommunerne, afholder Kattens Værn ca 2/3 af de samlede omkostninger for indfangningen i form af lønninger til katteinspektører, dyrlægetjek og drift af biler og udstyr.

Det er således de midler vi får ind via donationer og gaver, der betaler den største del af omkostningerne i forbindelse med at sikre de vildtlevende katte et værdigt liv eller en ny chance.

Vi er derfor meget taknemmelige for alle de donationer, vi modtager via linket "Støt os" her på siden.

Tjek først din kommune

Mange kommuner har valgt et samarbejde med os, så du ikke selv skal betale for en indfangning. Men der er forskel, så tjek nedenstående først.

Kommune samarbejde

Du kan tjekke nedenfor, om vi har et samarbejde med din kommune.
Hvis din kommune har en aftale med Kattens Værn, skal du i de fleste tilfælde kontakte os for at bestille en indfangning.

I nogle få tilfælde er det dog kommunen, der selv opretter sagerne, og du skal derfor kontakte dem direkte - det vil fremgå af søgningen.

BEMÆRK: Egenbetaling kan forekomme trods samarbejdsaftale.

Kommunerne afsætter årligt et budget til indfangning af de vildtlevende herreløse katte. Det kan ske, at budgettet er brugt op i løbet af året – og du kan derfor risikere selv at skulle betale, selvom der er en aftale med din kommune.

Nogle kommuner dækker kun udgiften delvis, og der vil derfor være egenbetaling.

Svendborg kommune betaler ikke for indfangning på øerne Skarø, Drejø og Hjortø.

Du kan altid kontakte os for at høre nærmere.

Kommunerne støtter kun indfangning af nye tilløbende katte. Det betyder, at hvis du har fodret vildtlevende katte på din grund i en længere periode, betaler kommunen ikke for indfangningen.

Enkelte kommuner - Hjørring og Norddjurs - betaler ikke for indfangning i landzone.

Begynd at skrive din adresse i feltet og tjek om vi har en aftale med din kommune.

Se status for alle kommuner
Samarbejde
Samarbejde – budget opbrugt Kontakt kommunen Ingen samarbejde

Jeg vil gerne bestille en indfangning – se nedenfor hvordan!

Er du klar til at bestille en indfangning?

6. Kontakt os for indfangning

Du kan kontakte os på telefonen eller indsende en af de to formularer.

Indsend formular 2

Du er ikke matriklejer

Udfyld denne formular, hvis du henvender dig som andels-, ejer- eller haveforening, boligudlejer eller firma

Indsend formular 1

Du er matrikelejer

Udfyld denne formular, hvis du henvender dig som privat person og du ejer den grund, indfangningen skal foregå på.

Ring til os

Tlf 38 88 12 00
Man-tor kl 10.00 - 15.00
Fre kl 10 - 14

OBS
Telefonen er lukket hver dag 12.00 - 13.00

Når din indfangningssag er blevet oprettet, vil du blive kontaktet af en af vores katteinspektører, der aftaler forløbet nærmere med dig.

Vores katteinspektør kontakter dig

Kattens Værn inspektørkorps dækker det meste af Danmark.

Vores katteinspektører kører året rundt landet tyndt, i al slags vejr og på alle tider af døgnet, for at hjælpe de herreløse, vildtlevende katte.
Alle vores inspektører har fagrelevant uddannelse og/eller mange års erfaring med katte.
De har modtaget undervisning i både relevant lovgivning og human aflivning. Undervisningen er udført af vores egne dyrlæger på Katteklinikken, så vi er sikre på, at alle har lært det samme, og at de kan leve op til vores høje standard.

Mød din lokale inspektør her.