aktiver din kat1

Plejefamilie - Billund

Hvad vil det sige at være plejefamilie hos Kattens Værn Billund?

Du bliver registreret som plejefamilie og vi kontakter dig/jer når der er killinger/katte, der har behov for pleje.

Kærlighed og tålmodighed

Kattene skal være i pleje indtil de er gamle nok (12 uger) til at blive neutraliseret og videreformidlet her på internatet. Vi forventer dog at I beholder killingerne/kattene i den aftalte periode, medmindre der mod forventning er noget der ikke fungerer. Det kan være meget forskelligt, hvor mange og hvor gamle killingerne er, når de skal i pleje og dermed varierer plejeperioden også.

De fleste kuld og mødres plejeophold forløber sig normalvis problemfrit. Husk dog på, at vi hjælper katte, der ofte kommer fra rigtigt dårlige kår, og det er ikke altid killingerne er stærke eller raske nok til at overleve. Tal med jeres eventuelle børn om denne risiko, og gør jer det klart, at I hjælper alt, hvad I kan, men at internatet i sidste ende tager beslutning om dyrenes skæbner.

Det er vigtigt, at de ikke har mulighed for at komme ud under hele plejeforløbet. I skal sikre, at vinduer og døre ikke står åbne nok til, at en kat kan snige sig ud. Løbegårde m.m. skal ligeledes ikke være tilgængelige for missemor og killingerne.

Killinger skal have mulighed for at ligge i en kasse, hule eller lignende (som I får med herfra) hvor de kan føle sig trygge, og hvor missemor kan holde styr på dem, indtil de begynder at bevæge sig rundt ved 3-4 ugers alderen. Husk at fore kassen med de håndklæder og tæpper, som du har fået med fra internatet.

Kattebakken kan med fordel sættes i nærheden, således både missemor og killinger nemt kan finde den.

Missemor skal have adgang til foder og vand ad libitum. Hendes krop bruger nemlig rigtig meget energi på at ernære killingerne. Når killingerne begynder at bevæge sig ud af kassen alene, skal de ligeledes tilbydes opblødet foder og vådkost.

Giv kattene mulighed for at falde til efter ankomst, og lad dem komme til jer. Det er først efter et par dage, at socialiseringen for alvor skal i gang.

• Start med at placere missemor og/eller killinger i et rum ved ankomst. Adgang til for mange rum kan stresse og forvirre missemor.
• Bevæg dig i et roligt tempo omkring kattene, særligt i starten og til de har vænnet sig til jer.
• Lav ikke meget høje lyde f.eks. høj musik, støvsugning, børneskrig osv. de første dage, men de kan/skal vænnes til disse lyde i løbet af tiden hos jer.
• Når kattene er faldet til brug da meget gerne et område, hvor I opholder jer meget, til at lave deres base/hule. Det socialiserer dem meget hurtigere. Husk forholdsregler hvis I har andre dyr og/eller børn og husk at kattene stadig skal føle sig trygge ved placeringen.
• Beløn god opførsel. For eksempel med nus eller noget højt eftertragtet vådfoder. Ignorér dårlig opførsel som bid, krat mm. dvs. Dette gør du ved at fjerne dig selv eller killingen fra situationen, så den ikke får den ønskede opmærksomhed.
• Hvæs og sprutten kan både være et tegn på aggression og frygt. Giv killingen plads og forsøg igen senere med en anden taktik. F.eks. ved at friste med nus, leg og lækker mad.

Hvad skal du/I være opmærksom på?
• Hvis du/I har andre katte i hjemmet skal de være neutraliseret og fulgt med vacciner. Du/I skal kunne dokumentere dette.
• Der skal være en bil til rådighed for at du/I kan køre med killingerne/kattene til dyrlægebesøg mm. (også akut).
• Du/I skal have mulighed for at have killingerne/kattene i et aflukket værelse og du/I skal med garanti kunne holde kattene inde.
• Der er ingen udgifter forbundet med at være plejefamilie, udover kørsel frem og tilbage til internatet. Alt hvad der skal bruges til pasning og pleje af killingerne/kattene får du/I med herfra.

Er du/I interesseret i at være plejefamilie? Så udfyld nedenstående formular og send den til os!