Katteleksikon - Kattens Værn

Katte kan også have nytårsangst1

Katte kan også have nytårsangst

Mange ved, at hunde kan være meget bange for nytårets larm og ballade, men katte kan bestemt også lide af nytårsangst. Det er bare ikke altid, vi opdager det. Heldigvis er der mange ting, du kan gøre for at forebygge, at din kat får nytårsangst. Der er også mange ting, du kan gøre, for at hjælpe din kat, hvis den allerede er utryg. I denne artikel får du en række råd, som til sammen kan gøre en stor forskel for din kat.
Yvonne Thomsen, aut. veterinærsygeplejerske og katteadfærdsrådgiver.

Mange ved, at hunde kan være meget bange for nytårets larm og ballade, men katte kan bestemt også lide af nytårsangst. Det er bare ikke altid, vi opdager det.

Heldigvis er der mange ting, du kan gøre for at forebygge, at din kat får nytårsangst. Der er også mange ting, du kan gøre, for at hjælpe din kat, hvis den allerede er utryg. I denne artikel får du en række råd, som til sammen kan gøre en stor forskel for din kat.

Sådan kan du se, om din kat er bange

Katten er ikke et flokdyr, så den passer rigtig godt på sig selv. For ikke at tiltrække fjender, gør den hvad den kan for at skjule, at den er bange og føler sig sårbar. Dens foretrukne strategi, når den bliver bange, er at skynde sig at komme væk og gemme sig. Det er en god strategi i naturen, men det betyder også, at katte der lever som kæledyr i vores hjem ofte bliver overset, når de er bange.

Du kan bl.a. holde øje med disse tegn på, at din kat er bange:

  • Ørerne lægges ned.
  • Øjets pupiller, dvs. den sorte del af øjet, bliver store.
  • Musklerne er spændte.
  • Halen trykkes ind mod kroppen eller mellem benene.
  • Kropsholdningen er lav.
  • Katten løber væk fra det, den opfatter som farligt.
  • Katten kæmper for at komme fri, hvis du holder den. Den knurrer, kradser og bider måske. Det er ikke fordi, den er vred, men fordi den er meget bange og gerne vil væk fra det farlige hurtigst muligt.
  • Katten kryber langs gulvet eller ind mod væggene.
  • Katten stivner midt i en bevægelse.
  • Katten efterlader fugtige potespor på gulvet.
  • Katten gemmer sig, hvis der er mulighed for det, f.eks. under sofaen eller oppe på et højt skab.
  • Katten bliver helt stille.
  • Katten tør måske ikke komme frem for at spise og drikke, eller har slet ikke lyst til mad og vand.
  • Katten tør måske ikke komme frem fra sit skjul for at bruge kattebakkerne og kan vælge at tisse og komme af med afføring andre steder i huset, hvor den føler sig mere tryg. Det er ikke fordi, den er ulydig, men fordi den er bange.
  • Katten er typisk ikke interesseret i at lege, som den plejer.

Hvorfor kan nytåret være skræmmende for din kat?

Det, der skræmmer katten til nytår, er det sansebombardement, den bliver udsat for. Lydene, synsindtrykkene og lugtene er ukendte, intense, uforudsigelige og ukontrollerbare for katten. Den kan f.eks. ikke jage dem væk. At kattens mennesker også opfører sig anderledes, end de plejer og at dens miljø måske bliver indtaget af gæster – måske endda gæster, der har dyr med – gør det ikke nemmere for den at føle sig tryg i situationen.

Hvad der skræmmer katten mest, er selvfølgelig forskelligt fra kat til kat. Det er bl.a. afhængigt af, hvor selvsikker den generelt er og hvad den har oplevet tidligere i sit liv. Din kat kan altså godt blive bange for noget, der ikke står på listen herunder.

Eksempler på, hvad der kan skræmme din kat:

  • Lydene fra fyrværkeriet.
  • Lysglimtene fra fyrværkeriet.
  • Lugten af krudtrøg.
  • Bordbomber, stjernekastere, truthorn og andre ting, der larmer inde i hjemmet.
  • Børn, der leger højlydt eller med larmende legetøj.
  • Gæster og fremmede mennesker i hjemmet.
  • Fremmede dyr på besøg i hjemmet.
  • Mennesker, der opfører sig anderledes og uforudsigeligt, fordi de er glade og måske berusede. Dette gælder også for kattens ejere.
  • Udklædte mennesker med sjove hatte, briller osv.

 Forebyg nytårsangst hos din kat

I nogle områder er der nytårslarm og ballade i hele december måned. Derfor bør dine nytårsforberedelser begynde tidligt og gerne omkring d. 1. december.

Hvis din kat skal i kattepension væk fra larmen og balladen, skal du ofte bestille tid til den mange måneder i forvejen. Der er rift om pladserne til nytår, så kontakt pensionen i meget god tid.

Hvis du vil tale med dyrlægen om forebyggelse af nytårsangst hos din kat, skal du også være i god tid. De bedste muligheder for at hjælpe din kat får du, når du begynder længe før, balladen begynder.

Sørg endelig også for, at din kat er mærket med øretatovering eller chip og registreret korrekt, hvis den skulle blive skræmt og løbe langt væk fra dig.

Din killings første nytår

Hvis din killing skal opleve sit første nytår i år, kan du bruge alle rådene i denne artikel.

Tag endelig ikke din killing med ud for at vise den, hvor larmen kommer fra og at den ikke er farlig. Katte forstår ikke, hvad fyrværkeri er og de vil opfatte det som mere farligt, hvis de kommer tættere på det og ud, hvor det larmer, glimter og lugter mere.

Det er ikke synd for din killing, at du lukker kattelemmen et par dage for at holde den inde i sikkerhed til nytår. I hverdagen kan du lære din killing, at kattelemmen godt kan være lukket en gang imellem og at der ikke sker noget ubehageligt i den forbindelse. Ved at belønne den for at tage det helt roligt og afslappet, kan du lære den, at der faktisk sker gode ting, når kattelemmen er lukket.

Din voksne kats oplevelser med nytåret

Hvis din voksne kat var bange sidste gang, det var nytår, er det en rigtig god idé at gøre noget for at afhjælpe angsten. Lydangst går typisk ikke over af sig selv, men kan tværtimod nemt blive værre og føre til angst for andre høje lyde, f.eks. tordenvejr. Du kan få hjælp fra en uddannet adfærdsbehandler, f.eks. en dyrlæge eller en veterinærsygeplejerske med efteruddannelse i katteadfærd.

Forebyggende lydtræning

Lydtræning betyder, at man langsomt og gradvist vænner katten til forskellige lyde, der kan være skræmmende for den og lærer den, at der faktisk endda kan ske gode ting, når lydene kommer. Det er vigtigt, at man går meget langsomt frem og derfor bør en lydtræningsproces begynde flere måneder før nytåret rammer.

Nogle opdrættere laver lydtræning med killingerne, mens de er mellem 2 og 8 uger gamle, som en del af miljøtræningen og det er selvfølgelig dejligt, hvis forarbejdet er gjort, mens killingen lærte bedst.

Hvis du gerne selv vil lave et lydtræningsforløb med din kat, kan det anbefales at gøre det i samarbejde med en uddannet adfærdsbehandler. Hvis du f.eks. kommer til at gå for hurtigt frem eller overser din kats signaler, kan din kat blive mere bange for lydene.

Tips til at forebygge nytårsangst hos din kat i tiden omkring nytåret

Hold katten inde

For at din kat ikke skal blive skræmt, blive væk for dig eller komme til skade, er det bedst at holde den inde, mens det værste skyderi står på. Nogle katte er ikke vant til at bruge en kattebakke, men da det er naturligt for en kat at gå på toilettet et sted, hvor den kan grave, vil den typisk vælge at bruge kattebakken, når den er til rådighed inde i huset. En stor vaskebalje med sand, kan bruges i en snæver vending.

Giv din kat gemmesteder

Kattens foretrukne strategi, når den føler sig truet, er som nævnt at flygte og gemme sig. Derfor kan det være en stor hjælp for den at have adgang til nogle gode gemmesteder, både til nytår og til hverdag.

Når din kat vælger at gemme sig, bør du ikke forstyrre den. Forsøg ikke at få den frem for at se på, hvad der sker, eller være sammen med dig. Den skal nok komme ud fra sit skjul, når den føler sig tryg nok til det igen.

Der skal helst være flere gemmesteder at vælge imellem, så din kat altid har let adgang til et, uanset hvor i hjemmet, den befinder sig.

Sådan indretter du gode gemmesteder

Din kat viser ofte selv, hvor den foretrækker, at dens gemmested er placeret. Læg mærke til, hvor den i forvejen plejer at gemme sig, hvis den føler behov for det: Under sengen eller sofaen? I bunden af et klædeskab? I kælderen? Oven på det højeste skab i huset? Det er her, den føler sig mest tryg og her du kan indrette et ekstra lækkert gemmested til den.

En stor papkasse vendt på hovedet, med et eller to udskårne indgangshuller, kan være fint som gemmested. I bunden kan du lægge et blødt tæppe, som katten tidligere har sovet i, så det dufter trygt og godt af den selv.

Hvis du har flere katte, bør gemmestederne have mere end én ind- og udgang. Så kan kattene nemlig ikke holde hinanden fanget derinde ved at vogte over den eneste udgang, der er. Hvis katten føler sig fanget i gemmestedet, føles det ikke trygt at være der.

Nogle katte kan godt lide at kunne ”grave” sig ned under et tæppe. En katteseng med et vattæppe over sikrer, at katten ligger blødt, men også har noget, den kan grave sig ned under. Vattæppet kan også være med til at dæmpe lydene lidt.

Din kat skal have nem adgang til sine mest nødvendige ressourcer fra gemmestederne: Mad, vand, kattebakker osv. skal være tæt på.

Giv din kat sit eget værelse

Hvis du skal holde fest og have gæster nytårsaften, kan din kat føle sig mest tryg ved at opholde sig i ét værelse, som gæsterne ikke kommer ind i. Din kat vil føle sig mest tryg i værelset, hvis den til hverdag har lært at opholde sig i det alene og med lukket dør i gradvist længere og længere tid ad gangen.

Værelset skal selvfølgelig være udstyret med alt, hvad din kat har brug for, f.eks. mad, vand, kattebakke, gemmesteder, bløde og lune sovesteder, legetøj, kradsemuligheder osv. At have adgang til noget tøj i værelset, som din kats yndlingsmenneske har sovet i, kan også gøre den mere tryg.

Din kat skal opleve, at værelset er dejligt at være i. Servér gerne dens yndlingsfoder derinde til hverdag eller leg med den i værelset, så den forbinder stedet med positive oplevelser.

Lok din kat ind i værelset i god tid før gæsterne kommer nytårsaften.

Tips til at forebygge nytårsangst hos din kat nytårsaftensdag

Rul gardinerne for og lad lyset været tændt, så din kat ikke fornemmer lysglimtene så tydeligt.

Blokér brevsprækken, så ingen kan komme fyrværkeri ind ad den.

Tag postkassen ind, hvis det er muligt. Nogle opfatter en postkasse, der er fremme nytårsaften, som en invitation til at sprænge den. Hvis det ikke er muligt at tage postkassen ind, kan du evt. stille en bakke med vand ind i postkassen så fyrværkeriet går ud, før det sprænges.

Undlad selv at bruge stjernekastere, bordbomber, truthorn, skraller og andre larmende ting inde i huset.

Spil noget rolig musik, som kan være med til at fjerne din kats opmærksomhed fra lydene udenfor. I radioen spilles der ofte nytårslyde, så det er bedst at bruge noget musik, du kender. Du kan f.eks. bruge ”Music for Cats”, som du finder her: https://www.musicforcats.com/

Prøv selv at forholde dig roligt og opføre dig som om, der slet ikke sker noget usædvanligt. Det signalerer tryghed overfor din kat.

Leg med din kat og aktivér den godt i løbet af dagen, så den er naturligt træt, når det bliver aften. Der findes f.eks. kattelegetøj, man kan fylde med tørfoder, godbidder eller vådfoder, som din kat skal arbejde med at få ud.

Giv gerne din kat et godt måltid før nytårsskytset begynder at larme, hvis den har lyst til at spise. Katte er typisk mere rolige og trygge, når maven er fuld.

Bliv inde hos din kat til midnat. Undgå at tage den op og kramme den for at trøste. Tal roligt til den og nus den som du plejer, hvis den selv opsøger dig.

Hjælpemidler til din kat

Der findes forskellige hjælpemidler, som du kan bruge til nytår og i andre situationer, hvor din kat kan føle sig utryg. Hjælpemidlerne er ikke mirakelmidler, der fjerner al kattens angst med et snuptag, men når du kombinerer alle de gode råd i denne artikel med hjælpemidlerne, kan det tilsammen gøre en stor forskel for din kat.

Feromoner er naturlige ”duftsignalstoffer”, som kattene selv udskiller og som gør dem mere trygge og rolige. Du kan f.eks. bruge Feliway Optimum duftsprederen, som kan købes på dyreklinikker og hos dyrehandlere, i måneden op til nytår. Du kan læse mere om feromoner og Feliway på hjemmesiden feliway.com  

Andre hjælpemidler er stress- og angstdæmpende kosttilskud, som findes både i flydende form, som velsmagende tyggetabletter og som indhold i fuldfoder. De indeholder naturligt angstdæmpende midler som f.eks. mælkeproteiner og nogle katte har virkelig god effekt af dem. Hvis du er interesseret i at bruge et stress- og angstdæmpende kosttilskud til din kat, kan du kontakte din dyreklinik og bede om råd i god tid – f.eks. op til d. 1. december. Midlerne fås i håndkøb.

Husk, at din kat skal spise kosttilskuddet frivilligt, da det kan stresse den at få det tvunget i sig. Det kan være nødvendigt at prøve sig lidt frem og se, hvilket middel, din kat synes bedst om smagen af og hvilken dosis, der er bedst til din kat. Også derfor er det bedst at være i god tid.

Husk! Giv aldrig din kat medicin, som ikke er ordineret til den af dyrlægen. Mange typer medicin beregnet til mennesker, kan være skadelige eller endda dødelige for din kat. Kontakt altid en dyrlæge, hvis du er i tvivl om, hvad du må give din kat.

    Facebook
    Email
    Print