Når din kat kradser i møblerne, gør den det ikke for at ødelægge dine pæne ting eller for at hævne sig på dig. Den gør det fordi, møblerne er de ting i dit hjem, der bedst opfylder dens behov for at kradse.
I denne artikel får du vores bedste råd til, hvad du kan gøre, for at få din kat til at holde op med at kradse i møblerne, dørkarmene, gulvtæppet eller andre ting, du gerne vil holde fri for kradsemærker.
Hvorfor kan den ikke bare nøjes med at kradse i træerne udenfor?
Hvis din kat kommer ud, kan det måske virke underligt, at den ikke bare kan bruge træerne dér til at kradse i. Den kradser sikkert også i træerne, men den har også et helt naturligt behov for at kradse inde i dit hjem.
Katte kradser nemlig ikke kun for at holde kløerne i orden, men også for at mærke territoriet. Dit hjem er den allertryggeste del af din kats territorium og det er vigtigt for den også at kunne mærke det med sin duft og med synlige kradsemærker.
Derfor bør den også have mulighed for at kradse inde i hjemmet – og hvis den ikke har kradsetræer at bruge til formålet, så finder den selv noget, der er godt at kradse i – f.eks. sofaen.
Giv den noget, den gerne må kradse i
Du kan altså forebygge, at din kat begynder at kradse i møblerne, ved at give den nogle meget bedre alternativer.
Hvis din kat kradser i tæpper, kan det være fordi, den godt kan lide at kradse i vandrette overflader. Mange katte foretrækker både at have mulighed for at kradse i både lodrette og vandrette overflader. Giv din kat nogle vandrette overflader, der er bedre at kradse i, end tæpperne, f.eks. nogle kradseplader af bølgepap eller nogle kokosmåtter.
Brug ikke straf
At kradse er et helt naturligt behov for din kat. Det kan ikke straffes væk og du bør ikke forsøge at straffe det væk. Hvis din kat kradser i møblerne, er det fordi, møblerne er de ting, der bedst opfylder dens behov for tekstur, placering osv. Giv den bedre alternativer i stedet.
Hvis din kat kradser ekstra meget i møblerne fordi, den er i en særligt stressende situation, kan problemet blive endnu værre, hvis du bruger straf, fordi din straf stresser den yderligere. I denne forbindelse vil straf også sige at råbe efter katten, at sprøjte vand på den eller at tage den fysisk væk fra den ting, den kradser i.
Når du bruger straf, risikerer du også at skade det gode forhold mellem dig og din kat: Din kat lærer, at du er ubehagelig at være sammen med. Den kan blive bange for dig og måske holder den op med at kradse i møblerne, når du er der, men den vil fortsætte med det, når du ikke er til stede.
Endelig lærer straf ikke din kat, hvad du hellere vil have den til at gøre.
Beløn den adfærd, du gerne vil have mere af
I stedet for at straffe din kat for den adfærd, du ikke vil have den til at gøre, bør du belønne den for at gøre det, du gerne vil have den til at gøre. Det, som katten får noget positivt ud af at gøre, vil den nemlig være meget mere tilbøjelig til at gøre igen. Når din kat bruger de gode kradsemuligheder, du har givet den, kan du rose den med en glad og opmuntrende stemme eller give den en særligt lækker godbid.
Det kan være nødvendigt at kassere de ødelagte møbler
Når din kat først er begyndt at kradse i et møbel eller en dørkarm, vil den være meget tilbøjelig til at fortsætte med at kradse samme sted. De duftstoffer, den sætter af fra kirtler mellem trædepuderne, sender et kemisk signal til katten, når de er ved at klinge af. Det motiverer din kat til at kradse på samme sted igen for at fylde nye duftstoffer på. De synlige kradsemærker motiverer også din kat til at kradse samme sted igen. Derfor kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at kassere det møbel, der er blevet kradset i, eller skifte den dørkarm, som katten har brugt som kradsetræ, ud med en ny.
Når din kat har kradset i f.eks. sofaen, har den vist dig, at den kan lide at kradse dette sted. Derfor er det en god idé at placere en ny kradsemulighed på stedet, før du fjerner det gamle møbel. For at gøre de nye, gode kradsemuligheder spændende for din kat, kan du give dem et pift katteurtspray eller et par baldriandråber.
Når din kat er begyndt at bruge den nye kradsemulighed på stedet, kan du fjerne det ødelagte møbel og stille det nye frem. Så er chancen for, at katten ikke vil begynde at kradse på det nye møbel, størst.
Hvis det er upraktisk at have kradsetræet stående på stedet permanent, kan du, når katten er begyndt at kradse i det, flytte det et andet sted hen, meget langsomt og gradvist. Flyt det f.eks. 5 cm. længere hen mod det nye sted, hver dag. Husk, at der også findes flade kradsemuligheder, som kan hænges op på væggen, så de ikke fylder på gulvet.
Hjælpemidler: Feromoner
Feromoner er ”duftsignalstoffer”, som kattene selv udskiller fra kirtler, forskellige steder på kroppen. Feromonerne udskilles for at sende forskellige signaler, både til katten selv og til andre katte. De feromoner, katten sætter af, når den kradser, har en særlig betydning for territoriet. En anden type feromoner, som katte udskiller, når de gnider kinderne mod ting i hjemmet, har særligt med kattens følelse af tryghed at gøre.
Katte mærker typisk ikke det samme sted med flere forskellige typer feromoner. Hvis den har mærket et møbel med sine kindferomoner, vil den altså være mindre tilbøjelig til også at mærke det ved at kradse i det. Det kan hjælpe dig, når du skal have din kat til at holde op med at kradse i dine møbler:
Når du stiller det nye møbel frem eller monterer den nye dørkarm, kan du spraye den med feromonproduktet Feliway Classic, som indeholder tryghedsferomoner, som dem, kattene udskiller fra kirtler på kinderne. Det hjælper med at forebygge, at din kat kradser i det nye møbel. Prøv først et sted på møblet, som ikke kan ses, så du er sikker på, at materialet kan tåle sprayen og ikke bliver plettet af det.
Hvis det ikke er muligt at skifte de ting ud, som katten allerede er begyndt at kradse uønsket i, kan du i stedet gøre dem grundigt rene med et parfumefrit rengøringsmiddel, skylle dem, lade dem tørre og derefter spraye dagligt med Feliway Classic, på de overflader, der kan tåle det.
Det er altså de ting, du ikke vil have din kat til at kradse i, du kan bruge Feliway Classic på.
Nogle katte vil begynde at kradse mere, når de er i en stresset situation, for at mærke territoriet. En stresset situation kan f.eks. være, hvis der er larmende håndværkere i hjemmet i en periode.
Hvis din kat kradser mere, fordi den er stresset, kan en del af løsningen på et kradseproblem være at sætte en duftspreder med afstressende feromoner i stikkontakten, der hvor din kat opholder sig mest. Det er kun kattene, der kan sanse feromonerne. Duftsprederen er duftfri for dig.
Hjælpemiddel: Stressdæmpende kosttilskud
Hvis din kat kradser mere pga. stress, kan et stress- og angstdæmpende kosttilskud også hjælpe. Der findes mange forskellige typer på markedet og de findes i håndkøb på dyreklinikker, hvor du også kan få råd om dosering mv. Spørg f.eks. efter tyggetabletterne Anxitane eller Aptus Relax.
Husk, at feromoner og kosttilskud er hjælpemidler, ikke mirakelmidler. Hjælpemidlerne kan være med til at afhjælpe et kradseproblem, men de løser sjældent problemerne alene. Selvom du bruger feromoner eller kosttilskud, bør du f.eks. også give din kat nogle kradsemuligheder, der er endnu bedre end møblerne.