Katteleksikon - Kattens Værn

Sådan viser din kat sin kærlighed1

Sådan viser din kat sin kærlighed

Hvordan viser en kat egentlig, at den holder af en anden kat eller et menneske? Det får du nogle tricks til at se i denne artikel.
Yvonne Thomsen, aut. veterinærsygeplejerske og katteadfærdsrådgiver.

Hvordan viser en kat egentlig, at den holder af en anden kat eller et menneske? Det får du nogle tricks til at se i denne artikel.

Gode venner

Katte er ikke flokdyr, men når omstændighederne er rigtige, kan de danne stærke sociale bånd til andre katte. Der er nogle typer af adfærd, som katte kun viser overfor andre katte, som de opfatter som en del af deres sociale gruppe. Hvis du ser denne adfærd hos dine katte, eller hvis din kat viser adfærden over for dig, er det et tegn på venskab.

”Halen op”

Når en kat kommer hen imod en anden kat eller et menneske, den er gode venner med, rejser den halen op og bøjer halespidsen nedad.

”Blinke langsomt”

En anden måde, som katte hilser kærligt på hinanden eller deres mennesker på, er ved at blinke langsomt. Prøv at blinke langsomt til din kat og se, om den ikke gengælder den kærlige hilsen:

  • Se roligt på din kat, uden at stirre på den.
  • Blink meget langsomt med øjnene.
  • Luk øjnene halvt i, åbn dem langsomt og roligt igen.
  • Luk øjnene helt i og fortsæt på denne måde.
  • Træk også vejret roligt.
  • Drej hovedet roligt til den ene side, så du vender kinden til din kat.

Når du blinker langsomt til din kat, sender du et tydeligt signal om, at du ikke er ude på at gøre den ondt. Mange katte bryder sig ikke om at blive taget op og krammet, men ved at blinke langsomt, kan du give din kat et kærligt kram, uden at røre ved den.

Gnide sig mod hinanden

Katte som er gode venner, vil ofte gnide kinder og sider mod hinanden og de trykker også tit panden mod hinanden. Når det gør det, sætter de deres duft af på hinanden og skaber en fælles ”gruppeduft”, som kattene kender hinanden på. Gruppeduften fornyes hele tiden, når kattene går sammen. Når din kat gnider sig op ad dine ben eller mod din hånd, bliver du også en del af gruppeduften.

Hvis kattene har været adskilt i en periode – måske har den ene kat være indlagt på et dyrehospital – har de ikke blandet dufte i nogen tid. Katten, der har været væk, har også fået nye, fremmede dufte på sig på dyrehospitalet. Derfor kan katte, som ellers har været gode venner, blive uvenner efter et dyrlægebesøg.

Det kan du undgå ved at tage en ren og tør klud og gnide den roligt mod kinderne og siderne af den kat, der har været hjemme og derefter gnide den mod den kat, der kommer hjem fra dyrehospitalet, før kattene får lov til at møde hinanden igen. Så har du hjulpet med at genskabe den trygge og velkendte gruppeduft for kattene.

Slikke hinandens pels

Når kattene slikker hinandens pels, styrkes det sociale bånd imellem dem. Det bidrager også til gruppeduften. 

Mange katte kan også godt lide at slikke deres ejers hud eller hår, og det kan være et tegn på, at de betragter mennesket som en del af deres sociale gruppe.

OBS! Hvis du bruger smertestillende creme, må din kat endelig ikke slikke din hud, for cremen kan være giftig for den.

Sove i tæt fysisk kontakt

Katte, der sover i tæt fysisk kontakt med hinanden, er også gode venner. Når man sover, er man jo allermest sårbar, så hvis din kat kan lide at sove, mens den f.eks. ligger på dit skød, er det også et tegn på tillid og samhørighed.

At dine katte sover på samme sofa, er dog ikke nødvendigvis et tegn på, at de er gode venner med hinanden. Hvis de f.eks. ligger med ryggen til hinanden i hver sin ende af sofaen og ikke har fysisk kontakt med hinanden, tolererer de måske bare den anden kats tilstedeværelse, fordi sofaen er det bedste sovested i hjemmet.

Passe hinandens killinger

Når katte selv danner sociale grupper med hinanden, er det ofte hunkatte med deres voksne hunkillinger, der bliver sammen. De skiftes ofte til at passe hinandens killinger og lader dem die hos sig på skift.

Kattene i gruppen vil være meget opmærksomme på at forsvare killingerne mod katte, som ikke er en del af gruppen. Derfor er det også en stor tillidserklæring, når du får lov til at komme tæt på din kats killinger.

Ælte med poterne

Hvis du oplever, at din kat laver æltebevægelser med forpoterne, når den sidder hos dig eller når du nusser den, er det også et tegn på tryghed og tillid. Killinger, der dier hos morkatten, laver den samme type bevægelser mod kattemorens mave og ofte spinder de samtidigt.

Leg

Katte, der er gode venner, leger sammen med bløde bevægelser og de skiftes til at være den, der fører an. Når du leger med din kat, f.eks. med et stykke spændende legetøj, styrker det også båndet imellem jer.

Hvis du leger med din kat ved at drille den – f.eks. ved at pjaske vand hen mod den, eller leger vildt ved at tage fat i den og ruske den for sjov, kan det lynhurtigt gå over i noget, der overskrider kattens grænser og bliver ubehageligt for den. De fleste katte kan meget bedre lide at få mulighed for at fange et stykke legetøj, der minder om et byttedyr.

At lege ved at lade katten fange dine fingre eller tæer, kan hurtigt blive meget ubehageligt for dig: Det er sjovt, når det er en lille killing, men når den bliver en voksen kat, kan sådan et angreb være meget smertefuldt og udvikle sig til en rigtig dårlig vane.

Sådan kan du vise din kat, at du elsker den

Du kan selvfølgelig vise din kat, at du elsker den, ved at give den sin livret eller nogle lækre godbidder, hvis den kan tåle det. Men der er også andre måder at vise din kærlighed til din kat:

Lad din kat selv komme til dig, når den har lyst til kontakt. Forstyr den ikke, når du har lyst til at lege og tag den ikke op og kram den, hvis den ikke bryder sig om det. ”Tvangsnusning” er sjældent noget, katte nyder.

Leg med din kat hver dag og kun på måder, som I begge synes er sjove. Du kan se på vores katteplakat, hvordan din kats kropssprog er, når den har det godt og er glad. Det kan dine børn i øvrigt også sagtens lære at se. Find plakaten her.

Sæt tid af til en fælles lur.

Giv din kat nogle spændende sanseoplevelser, f.eks. med katteurt eller baldrian.

    Facebook
    Email
    Print